Deltid: Otte ud af ti kvinder i 3F vil gerne ned i tid
Over halvdelen af fagforbundet 3F's medlemmer ville gå på deltid, hvis det var muligt.
3F organiserer blandt andet rengøringspersonale.
3F organiserer blandt andet rengøringspersonale. Foto: Scanpix arkiv


Over halvdelen af fagforbundet 3F's medlemmer ville gå på deltid, hvis det var muligt.

Det viser helt nye tal fra Fagbladet 3F's webpanel, udarbejdet af Analyse Danmark.

Hele otte ud af ti kvinder (82 procent) svarer ja til, at de gerne vil gå ned i tid, hvis det var muligt, mens det samme tal er 49 procent for mændene.

Samtidig har mange 3F'erne svært ved at få arbejdsliv og privatliv til at gå op i en højere enhed. Undersøgelsen viser, at cirka hver tredje kvinde oplever, at der i mindre grad eller slet ikke er balance, mens det blandt mændene er cirka hver femte.

Helle Rosdahl Lund, der er direktør for Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv er overrasket over, at så mange ønsker deltid.

- Folk føler sig mere og mere pressede. Arbejdet fylder mere mentalt og fylder, når man er kommet hjem. Det er et faresignal, for det betyder, at du aldrig kobler fra. Samtidig er der færre hænder og hoveder til de samme arbejdsopgaver, siger Helle Rosdahl Lund.

Hun tror også, at det er et opgør mod institutionskulturen og mod den måde, som 68-generationen valgte at etablere sig på, hvor kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet, og børnene blev passet i institutioner.

- Der er flere yngre mænd og kvinder, som gerne vil præge de børn, de har valgt at sætte i verden. Folk har brug for en lim, som kan binde familierne sammen.

Karen Sjørup, der er lektor og kønsforsker ved RUC, er overrasket over, at halvdelen af mændene har et ønske om deltid.

- Tidligere har det typisk været sådan, at mændene hellere vil tjene penge og være hovedforsørgeren. Men noget tyder på, at der er ved at ske en forandring. Den yngre generation vil gerne være mere sammen og have mere tid til familien, siger Karen Sjørup.

Undersøgelsen viser også, at det kun er 13 procent af kvinderne og seks procent af mændene, der i dag er på deltid. Det er en stor forskel i forhold til ønsket om deltid, mener Helle Rosdahl Lund.

- Jeg tror, det handler om, at vi ikke har en kultur, hvor deltid opfattes som en fordel for både virksomheden og den enkelte. Virksomhederne skal lære at deltid giver mening, og at det kan være til gavn for virksomheden, siger Helle Rosdahl Lund.

Men deltid er slet ikke løsningen for at få forbedret familiebalancen, mener næstformand i 3F, Jane Korczak.

- Hvis kvinderne vælger deltid, vil det ikke alene være et kæmpe tilbageskridt for ligestillingen, det vil også medføre vidtrækkende konsekvenser for den enkelte, siger hun og tilføjer, at det vil svække kvindernes karrieremuligheder:

- Og økonomisk vil kvinderne være lænket til deres ægtefælle og der vil være stor risiko for, at de vil ende som fattige pensionister.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.