De vandt begge medaljer ved OL i London for fire år siden, og både den britiske tennisstjerne Andy Murray og Juan Martin del Potro fra Argentina gentager bedriften ved de igangværende olympiske lege i Rio.
Det står fast, efter at Juan Martin del Potro sent lørdag aften dansk tid efter et drama vandt sin semifinale mod spanske Rafael Nadal med 5-7, 6-4, 7-6. Sidste sæts tiebreak vandt argentineren med 7-5 efter en forhåndsfejl til sidst fra Nadal.
Tidligere lørdag havde den regerende olympiske mester, Murray, spillet sig sikkert i en ny OL-finale med 6-1, 6-4 over japanske Kei Nishikori.
Del Potro har vist fremragende tennis i Rio. I første runde slog han verdensetteren, serbiske Novak Djokovic, ud.
På grund af skader er Del Potro kun nummer 141 på verdensranglisten, men han er ikke ukendt på den store tennisscene. I 2009 vandt han grand slam-turneringen US Open.
Verdenstoeren Murray kan blive den første spiller til at forsvare en olympisk singletitel, når finalen spilles søndag.
Nadal og Nishikori spiller om bronze.
/ritzau/