Debutanten Higuain sikrer Juventus-sejr over Fiorentina
Den argentinske angriber skulle blot bruge ti minutter på at score kampens afgørende mål mod Fiorentina.


Fodboldspilleren Gonzalo Higuain blev i sommer den dyrest handlede spiller internt i Serie A, da Juventus udløste hans frikøbsklausul og købte ham i Napoli for omkring 670 millioner kroner.

Lørdag aften begyndte den argentinske angriber så at betale tilbage på den enorme transfersum, da han blev matchvinder i Juventus' premieresejr på 2-1 hjemme over Fiorentina.

28-årige Higuain, der i sidste sæson lavede 36 mål i 35 ligakampe, blev midtvejs i anden halvleg sendt på banen i stedet for Mario Mandzukic, og cirka ti minutter senere bankede argentineren bolden i mål til 2-1 fra en spids vinkel.

Målet faldt, efter at en Juventus-afslutning var blevet blokeret, men bolden røg altså direkte hen til Gonzalo Higuain, der dermed sikrede Juventus en perfekt begyndelse på titelforsvaret i Italien.

Juventus havde Dani Alves som debutant fra start, mens dyre nyindkøb som Miralem Pjanic, Marko Pjaca og altså Gonzalo Higuain sad på bænken. Kun sidstnævnte fik spilletid.

Tyske Sami Khedira headede Juventus foran otte minutter før pausen, da han udnyttede en god aflevering fra Giorgio Chiellini.

Fiorentina fik dog udlignet 20 minutter før tid, da Nikola Kalinic headede bolden ind bag Gianluigi Buffon i Juventus-målet.

Derefter var det tid for Gonzalo Higuain til at indtage scenen.

Tidligere lørdag indledte AS Roma sæsonen med at vinde 4-0 hjemme over Udinese.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.