Debutant foretrak FCK: Bedre for mig end Bundesligaen
Venstrebacken Ludwig Augustinsson fravalgte klubber fra større ligaer til fordel for FC København.
Ludwig Augustinsson fik drømmedebut for FCK.
Ludwig Augustinsson fik drømmedebut for FCK. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Ludwig Augustinsson fik med egne ord en drømmedebut for FC København i søndagens 2-0-sejr over FC Vestsjælland i Alka Superligaen.

Faktisk kunne den 20-årige svensker være skiftet til en endnu større liga, men det havde ingen interesse for den unge venstreback.

- Der er for mange spillere fra Sverige, der tager for store skridt og skifter til Bundesligaen, Premier League, Serie A og Spanien for at ende på bænken.

- For mig er det vigtigt at spille og udvikles. FCK kom med en plan og troede meget på mig. Det virker som et perfekt skridt for mig, siger Augustinsson, der har afløst landsmanden Pierre Bengtsson i FCK.

Ludwig Augustinsson kunne ifølge FCK-manager Ståle Solbakken sidste sommer have valgt at skifte til klubber i Holland og Tyskland, men valgte i stedet FCK, selvom den unge svensker sandsynligvis kunne have scoret en bedre kontrakt et andet sted.

- Jeg tænker ikke på pengene. Jeg vil bare spille fodbold, udvikles og komme så langt som muligt, fastslår han.

Den tidligere IFK Göteborg-spiller lagde både op til Tom Høglis 1-0-mål mod FC Vestsjælland, inden svenskeren øgede til 2-0 i anden halvleg.

- Jeg har drømt om det her og tænkt på det i en måned. Det kunne ikke være bedre, siger han.

FCK er fem point efter Alka Superligaens førerhold fra FC Midtjylland, der mandag møder OB i forårspremieren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.