Seks Uber-chauffører blev i går kendt skyldige i ulovlig taxakørsel. Det fik Liberal Alliances skatteordfører Joachim B. Olsen til straks at understrege, at det ikke får ham til at droppe Uber.
Men i sin argumentation brugte politikeren en sammenligning, der er faldet debattør og sognepræst Kathrine Lilleør for brystet. Det skriver hun i et blogindlæg på Berlingske.dk.
- Jeg må jo forholde mig til, om det, jeg selv foretager, bryder loven. Jeg køber også snus i København, selvom man ikke må sælge snus, sagde Joachim B. Olsen til Ekstra Bladet efter dommen.
Men den sammenligning giver Kathrine Lilleør ikke meget for.
"Snus og taxakørsel. Nok sommerens mest ærgerlige sammenligning. Snus og taxakørsel kan ikke sammenlignes. Alternativet til ulovlig snus er ingen snus. Alternativet til ulovlige Uber-biler er lovlige taxaer," skriver Kathrine Lilleør blandt andet i sit blogindlæg.
Hun mener, at Byrettens dom er "indlysende" rigtig, fordi Uber konkurrerer med taxabranchen på ulige vilkår, fordi de kan tilbyde priser, der er op til 30 procent billigere, når de ikke skal overholde taxaloven.
Taxaselskaberne kører efter statens takster, som er fastsat af Folketinget, som Joachim B. Olsen er en del af, lyder det fra Kathrine Lilleør.
"Joachim B. Olsen må have tabt det demokratiske DNA om magtens tredeling i snusdåsen. Hvis han engang bliver justitsminister, vil han så udvise den samme foragt for retten? Joachim B. Olsen har principielt ret til at køre Uber herfra til Kreml og tilbage igen. Men det ville klæde ham at sidde helt stille og arbejde på, at få lavet taxaloven om," skriver hun i sit indlæg.