Debattør langer ud efter Alexandras årpenge: Hvorfor skal andre betale for hendes liv?
Er det så rimeligt at grevinde Alexandra fortsat får 2,3 millioner kroner i årpenge, spørger debatøren Anne Sophia Hermansen.
Mig bekendt har man ikke andre steder i Europa haft held med at smøre sine kærlighedsudgifter af på befolkningen, skriver debattøren Anne Sohpia Hermansen og skyder på grevinde Alexandra statsbetalte lommepenge.
Mig bekendt har man ikke andre steder i Europa haft held med at smøre sine kærlighedsudgifter af på befolkningen, skriver debattøren Anne Sohpia Hermansen og skyder på grevinde Alexandra statsbetalte lommepenge. Foto: Scanpix/arkiv


Debattøren Anne Sophia Hermansen er gået i kødet på grevinde Alexandra og de penge, hun årligt modtager fra staten.

På sin blog i Berlingske, formulerer debattøren sig skarpt og går direkte efter sammenhængen mellem at yde en indsats og få penge for det.

Grevinde Alexandra fik ved skilsmissen fra prins Joachim sine egne lommepenge af et flertal i Folketinget. Beløbet ligger i dag på 2,3 millioner kroner årligt.

Men Anne Sophia Hermansen stiller spørgsmålet, om Alexandra fortsat skal have de mange penge. Grevindens arbejdsindsats har ændret sig en del siden 2005 - senest er hun stoppet som protektor for Unicef.

- Alligevel casher hun en gage ind, der svarer til en præsidentløn. Hun modtager årligt 2,3 mio. kr. for en stadig mere beskeden arbejdsindsats, og man kan undre sig over, at politikerne mener, at de kan være bekendt at tørre hendes liv af på skatteborgerne, skriver Anne Sophia Hermansen i sin blog.

For Anne Sohpia Hermansen giver det ikke mening, at Alexandra, som fysisk og psykisk sagtens kan påtage sig et lønnet job, skal være på finansloven.

Hun henviser til beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsens (V) pointe om, at folk med en udmærket arbejdsevne ikke skal forsørges af andre, og fortsætter:

- Jo. Selvfølgelig skal vi ikke ligge andre unødigt til last. Men hvorfor peger pilen kun ned ad og ikke op ad? Mig bekendt har grevinde Alexandra netop gennemført et vellykket hussalg af en villa vurderet til 25 mio. kr. og har derudover en lønnet bestyrelsespost i medicinalvirksomheden Ferring. Hvorfor i alverden skal pædagoger, skolelærere og politimænd betale for en velbegavet og veluddannet kvindes liv?

Årpenge til debat

Anne Sophie Hermansens indlæg kommer samtidig med, at flere politikere og partier stiller spørgsmålstegn ved om andre end regentparret og deres børn skal have årpenge.

Her mener for eksempel De Konservative i følge BT, at Prins Christian, som er kronprins Frederiks ældste barn, skal have årpenge. Også prinsens tre yngre søskende skal have en eller anden form for årpenge, mener partiet. 

Alternativet går mere simpelt til værks og foreslår, at at give hele apanagen til den enhver tid siddende monark, som så må fordele pengene til de forskellige familiemedlemmer.

Socialdemokraterne har ikke taget stilling og afventer, at regeringen stiller forslag om eventuelle ændringer, mens Dansk Folkeparti vil lytte til dronning Margrethe og Enhedslisten kun vil give årpenge til direkte tronarvinger.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.