Debattør: I dag er der kun job til de robuste
I stedet for at gøre noget ved problemerne, søger arbejdsgivere ansatte, som er robuste nok til at kunne holde til dårlige forhold, påpeger debattør, som har skrevet speciale om robusthed.
Der er kun plads på arbejdsmarkedet til dem, der er robuste nok til at holde til dårlige arbejdsforhold. Burde vi ikke gøre noget ved problemerne i stedet for? spørger debattør.
Der er kun plads på arbejdsmarkedet til dem, der er robuste nok til at holde til dårlige arbejdsforhold. Burde vi ikke gøre noget ved problemerne i stedet for? spørger debattør. Foto: Scanpix/Modelfoto


Hvis du ikke er robust, er der ikke plads til dig på arbejdsmarkedet i dag.

Det er det indtryk, man får, når man ser hvad arbejdsgiverne søger i deres jobopslag, bemærker Kristian Haug i en kronik på Information.dk.

Han skriver speciale om netop robusthed - en egenskab, der er kommet meget mere fokus på i de sidste par år. For eksempel tales der om, at vi skal sørge for at børn vokser op og bliver robuste, og der findes også kurser og coaches, som kan lære os at blive mere robuste.

Men det flytter fokus fra de egentlige problemer og gør arbejdsmarkedet mindre rummeligt, pointerer Kristian Haug.

Stress? Du kunne bare have været mere robust

Når mange tusinde mennesker bliver syge med stress, skyldes det nemlig problemer med arbejdsforholdene - for eksempel at offentligt ansatte hvert eneste år skal spare og skære ned, så omsorgsarbejdere må klare flere opgaver, flere patienter og generelt løbe hurtigere og hurtigere, skriver han.

I stedet for at løse de problemer, skyder vi skylden på de syges "manglende robusthed". Kun hvis man er robust nok til at kunne klare konstante besparelser, fyringsrunder, omstruktureringer og dårligere arbejdsvilkår, er der plads på arbejdsmarkedet, påpeger Kristian Haug, som studerer socialvidenskab ved Roskilde Universitet.

"I stedet for at efterspørge robuste medarbejdere burde vi fokusere på gode og sikre arbejdsforhold for medarbejderne, så rammerne, betingelserne og arbejdsforholdene understøtter arbejdet," skriver han blandt andet i kronikken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.