Det ligger i luften, at hvis man er intelligent, skal man da gå på gymnasiet og derefter på universitetet.
Men hvorfor nu det, hvis nogle af os hellere vil være elektrikere, gartnere, sosu'er eller VVS'ere? Dem kan alle vi kreative højtuddannede jo ikke undvære i samfundet. Sådan lyder opråbet fra den studerende Mikka Tecza i et debatindlæg i Information.
- Teknisk skole var et sted, man endte, hvis man var uegnet til gymnasiet. Ofte gik man på teknisk, hvis man kørte knallert. Man røg som regel en del hash, men på den dér problematiske underklassefacon; ikke på den kreative bohemefacon, som var forbeholdt de ressourcestærke unge på gymnasierne, skriver den unge debattør sarkastisk.
Problemet er nemlig, at der kommer til at mangle håndværkere i fremtiden, og det er svært at ændre på, hvis alle fortsat vil arbejde med kommunikation, jura eller oplevelsesøkonomi.
- Hvor skal oplevelsesøkonomen monstro skide den dag, den sidste vvs’er dør? spørger Mikka Tecza, og nævner en medstuderende på universitetet, der en dag pludselig udbrød, at han egentligt hellere ville have været gartner, så han kunne arbejde med hænderne og se noget gro.
Hvordan tror I lige, livet som gartner er?
Indlægget får en blandet modtagelse blandt læserne på Information.dk.
- For mig aftvinger det ihvertfald altid stor respekt at se en dygtig håndværker udføre sit arbejde. At sidde bag en PC skærm er sikkert kun sjovt, hvis man er på facebook - og det kan alle jo finde ud af - det er straks værre med at få infrastrukturen op at køre, skriver en debattør blandt andet.
- Det handler vel om, at vælge uddannelseretning med hjertet og bruge hovedet til at navigere og være god til det man gør, men først og fremmest slippe fordommene om, at nogle uddannelser er "finere" end andre, påpeger en anden.
Andre gør dog opmærksom på, at højtuddannede tit har en romantisk bonderøvs-fantasi om, hvor autentisk og ustressende livet som for eksempel gartner er. En fantasi, der slet ikke passer sammen med virkeligheden:
- Og hvis Mikka's kammerat tror at gartnere kun laver noget, der får tingene til at gro, så kan han godt tro om igen. Gartnere møder på arbejde kl. 7.00 (om morgenen), og de fleste gartnere arbejder i gartnerier som i dag er en industri, skriver en læser, og fortsætter:
- Kun de færreste gartnere laver det som Mikka's kammerat drømmer om, at få ting til at gro ... i et roligt tempo.