Deadline er nytår: Energiafgift splitter stadig partier
Regeringen vil drosle ned for de kystnære havvindmøller. Et møde fredag har ikke bragt enighed.
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) var mandag til forhandlinger i Finansministeriet om energiafgiften PSO. Regeringen vil afskaffe afgiften ved at droppe kystnære havvindmølleparker, men det er både de røde partier og Konservative imod.
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) var mandag til forhandlinger i Finansministeriet om energiafgiften PSO. Regeringen vil afskaffe afgiften ved at droppe kystnære havvindmølleparker, men det er både de røde partier og Konservative imod. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix


De politiske partier er ikke blevet enige om en løsning på den omstridte energiafgift PSO, som EU har underkendt. Det står klart efter et møde i Finansministeriet fredag.

Hvordan Danmark fremover skal finansiere omstillingen til vedvarende energi, er der stor uenighed om.

Regeringen har blandt andet foreslået at "gøre regningen mindre" ved at droppe at bygge nye kystnære havvindmølleparker. Men det er både oppositionen og De Konservative imod.

Og partierne er også uenige om, hvordan man skal finde de penge, der skal bruges. Regeringen vil tage dem fra det såkaldte råderum. Socialdemokraterne har talt for at hæve bundskatten.

- Vi ved ikke, hvordan regeringen har tænkt sig, at det her skal spille sammen med regeringens 2025-plan.

- En løsning med PSO, der giver mulighed for topskattelettelser, er ikke noget vi vil være med til, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).

De Radikale, der også er med i energiforliget, mener derimod, at der fortsat skal være en afgift på elforbruget. Det vil tilskynde folk til at spare til gavn for miljøet, mener partiet.

- Hvis man skal finde en løsning, som EU godt kan lide, kan man enten vælge at lægge en afgift på målerne i stedet for på forbruget.

- Man kan også vælge at udbyde en lille bitte del af dansk energi på nogle af EU's markeder, siger finansordfører Martin Lidegaard (R).

Dansk Folkeparti støtter derimod regeringens forslag om at droppe de kystnære vindmøller.

- Der er ikke penge til at finansiere vindmøllerne. Og der er ikke nogen, der har peget på en finansiering, som der er bred enighed om.

- Hvis der ikke er penge til det, er udgangspunktet, at man ikke køber det, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) konstaterer efter mødet, at der stadig er mange uafklarede spørgsmål.

- Det er en ganske stor øvelse. Det gør man ikke bare fra den ene dag til den anden, siger ministeren.

Han er dog positiv overfor, at der kommer en løsning:

- Jeg mener klart, at der er en stemning blandt partierne for, at der skal findes en løsning. Det er afgørende i forhold til EU, hvor der skal være en afklaring inden 1. januar.

- Derfor foreslår regeringen, at vi flytter PSO'en over på finansloven over en seksårig periode.

- De penge skal findes på en anden måde. Derfor er det vigtigt, at partierne tager ansvar for, hvor pengene så skal findes, siger klima- og energiministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.