De var vildt uenige, men: Joachim B. vil savne Johnny
Joachim B. Olsen har fået masser af verbale klø af Johnny Larsen. Alligevel er han ked at, at den kontroversielle blogger stopper.
Trods helt forskelligt politisk ståsted vil Joachim B. Olsen savne Johnny Larsens bidske blog-indlæg.
Trods helt forskelligt politisk ståsted vil Joachim B. Olsen savne Johnny Larsens bidske blog-indlæg. Polfoto (arkivfoto)


Brøleabe. Tæppepisser. Pauseklovn.

Det er ikke rosende ord, den kontroversielle blogger Johnny Larsen har kastet efter Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Tvært imod - Johnny Larsen har virkelig givet den tidligere kuglestøder verbale kindheste.

Alligevel er Joachim B. Olsen trist over, at Johnny Larsen nu lukker sin blog på Avisen.dk, "Rapport fra en syg stodder", og sin Facebookside.

Efter anbefaling fra sin psykolog og sin læge har bloggeren sagt stop. Han har mistet troen på, at han kan ændre samfundet - og det har tæret voldsomt på helbredet at være talerør for de syge og udstødte i samfundet.

"Jeg er da ked af, at han stopper. Først og fremmest er jeg ked af det, fordi det skyldes hans dårlige helbred," siger Joachim B. Olsen til Avisen.dk.

Den tidligere havnearbejder Johnny Larsen, 62 år, har haft tusindvis af læsere og følgere. Han har været i tv-debat flere gange - bl.a. med Joachim B. Olsen.

Men det er altså gået ud over psyken og kroppen, der i forvejen er slidt af prostatacancer, kol, depression og en række andre lidelser.

Sidste år stod Johnny Larsen bag et af Avisen.dk's mest læste indlæg, Brøleaben, der handlede om Joachim B. Olsen. Et alt andet end venligt indlæg.

Alligevel synes Joachim B. Olsen, at mennesker som Johnny Larsener vigtige:

"Det er godt, at folk blandet sig i debatten. Også selv om debatten nogle gange er hård. Det har den i særdeleshed været med Johnny. Han debatterer virkelig på den hårde måde, og det er ikke altid konstruktivt," siger Joachim B. Olsen.

Debat fører til forståelse

"Men jeg tror på, at man efter en hård debat sagtens kan opnår en eller anden form for forståelse - og det har stor værdi. Man lærer noget om, hvor den anden kommer fra," siger Joachim B. Olsen.

Føler du, du har lært noget om Johnny, og hvor han kommer fra?

"Ja. Jeg forstår godt, at når man som ham har været en del af systemet, og man så ikke har fået den behandling, man havde forventet, ja, så bliver man frustreret."

Joachim B. Olsen peger på, at der meget nemt opstår en kløft mellem politikerne og de mennesker, der mærker de umiddelbare konsekvenser af politikernes arbejde - for eksempel en ny reform.

Sådanne mennesker kan reagere stærkt og følelsesladet - for eksempel på Facebook, i blog-universet eller båret på vej af medierne. Og det kan være svært for politikerne at håndtere. For de lovgiver jo ikke for enkeltpersoner, men for en hel population.

"Men den eneste vej frem er, at man opnår en forståelse for hinanden. Og det gør man via debat," erklærer Joachim B. Olsen, der håber, at Johnny Larsen får sine kræfter tilbage på et tidspunkt og måske får energi til at blogge igen

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.