Julen blev slet, slet ikke som Amanda Sisse Glæsner fra De unge Mødre havde tænkt sig. Hendes søn William, 3, faldt ned af en skammel i børnehaven og brækkede albuen. Bruddet var så kompliceret, at han efterfølgende blev opereret på Hvidovre Hospital.
- William har faktisk taget det fint. Men det har været forfærdeligt for mig. Jeg har været så ked af det, siger Amanda Sisse fra De unge Mødre.
LÆS OGSÅ: Amanda Sisse: Sådan tackler du utroskab
Mandag den 22. ringede de pludselig fra Willimas børnehave, fordi han var faldet ned fra en skammel, og selvom personalet ikke syntes, det virkede så slemt, syntes de alligevel, Amanda Sisse skulle komme.
-Han havde ondt i armen, og kunne ikke rigtigt strække den ud. Så jeg besluttede at tage ham på akutklinikken på Glostrup Sygehus, fortæller Amanda Sisse.
Fastede i timevis
Her kunne lægen med det samme se, at armen var brækket, og efter der var taget røntgenbilleder, mente lægen også, at William skulle opereres. Derfor tog Amanda Sisse og William ud på Hvidovre Hospital, for at kirurgerne kunne vurdere, om han nu også skulle opereres. Det skulle han.
Her ventede William, mens han fastede, fra klokken 11.30 til klokken 20, inden hospitalet måtte meddele, at de ikke kunne nå at operere den dag, og bad Amanda Sisse og hendes søn om at komme tilbage dagen efter, den. 23. december.
-Men klokken 8 om morgenen ringede de så og sagde, at de kunne se, at de heller ikke fik tid den dag, men at vi i stedet skulle komme den 24. om morgenen.
-Det, synes jeg, var synd for William. Han havde bare glædet sig så meget til juleaften, at det ville være forfærdeligt, hvis han skulle gå glip af den fest, siger Amanda Sisse.
Fantastisk juleaften
-Armen var allerede i gips, og William tog det hele så flot. Han havde ikke smerter og legede bare, som han plejede. Bare med kun en arm. Derfor spurgte jeg, om vi da ikke kunne vente yderligere en dag, så William kunne få sin jul. Heldigvis sagde lægerne ja.
-Vi havde en fantastisk juleaften. William havde sådan glædet sig til at danse om juletræet, så det gjorde vi selvfølgelig.
Juledag gik det så afsted til Hvidovre. William blev lagt i narkose, og fik fikseret sin albue med skruer og rør. Han var lidt omtumlet, da han vågnede efter narkosen, men er ellers i fin form.
LÆS OGSÅ: Fra tv-stjerne til skolepige
- Han har det godt. Han hygger og leger, siger Amanda Sisse.
Foreløbig skal William til kontrol på sygehuset en af de nærmeste dage, og så skal han tilbage og have opereret skruer og stænger ud igen om en 3-4 uger.
-Puh-ha, det var en hård jul at komme igennem. Så nu tager jeg nok en stille og rolig nytårsaften. Det var meningen at jeg skulle have været til fest, men jeg har besluttet at blive hjemme, så jeg er i nærheden, hvis der skulle ske noget med William, siger Amanda Sisse.
Kristian Bo Eriksen Ude og Hjemme