De royale rollinger har en travl kalender
Flere af de kongelige børn i de europæiske kongehuse kan se frem til en travl måned, der byder på skolestart, dåb og meget andet.


I kongehusene er det oftest de ældre repræsentanter, som udfører de royale pligter.

Men det betyder ikke, at de yngste medlemmer af de kongelige familier hviler på laurbærrene.

September måned er en særlig travl periode for de royale rollinger, som vil være beskæftigede med alt fra dåb og skolestart til officielle arrangementer.

Sveriges prins Oscar vil blandt andet drage over Atlanten med sin mor. Det skriver Hello! Magazine.

Den seks måneder gamle prins skal på sin første officielle rejse på vegne af Sverige, når hans mor, kronprinsesse Victoria, besøger den amerikanske storby New York.

Den 39-årige kronprinsesse skal ifølge Hello! Magazine deltage i flere møder, som bliver afholdt i FN's hovedkvarter i byen, og her skal den lille prins altså bistå sin mor.

I Belgien er der også fart over feltet for prins Emmanuel, prins Gabriel, prinsesse Elisabeth og prinsesse Eléonore. Kong Phillipe og dronning Mathildes fire børn har nemlig taget hul på et nyt skoleår.

Det viser den kongelige familie i en kort YouTube-video, som er udgivet af det belgiske kongehus. I videoen kan man se, hvordan de fire børn er iført skoletasker og står klar til den første skoledag efter sommerferien.

Sidst men ikke mindst skal Sveriges yngste prins, Alexander, døbes 9. september. Ceremonien bliver afholdt i Drottningholms slotskirke, hvor størstedelen af den kongelige familie vil være til stede for at lykønske forældreparret prins Carl Philip og prinsesse Sofia.

Se videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=91VOiAV4jnY&feature=youtu.be

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.