De Radikale støtter danske F-16-fly mod IS i Syrien
Der begynder at tegne sig flertal for at sætte F-16-fly og specialstyrker ind mod Islamisk Stat i Syrien.


Som udgangspunkt er De Radikale klar til at støtte indsættelsen af danske F-16-fly og specialstyrker i Syrien for at bekæmpe den militante bevægelse Islamisk Stat.

Men der er dog nogle forbehold, lyder det fra politisk leder Morten Østergaard.

- Vi var selv i regering, da Danmark blev en del af koalitionen mod Islamisk Stat. Vi synes selvfølgelig, at vi skal fortsætte, nu hvor der er en våbenhvile mellem Assad og Syrien. Vi skal fortsætte med at trænge IS tilbage, siger han.

Han henviser til den midlertidige våbenhvile mellem præsident Bashar al-Assad og dele af oppositionen, som bekæmper styret i Syrien.

- Det er afgørende, at der er et folkeretligt grundlag på plads. Hvis vi taler om at sende specialstyrker, så skal der være en klar krigsmanual, så vi ved, hvad vi skal gøre, hvis man står med krigsfanger.

- Er de forudsætninger opfyldt, så er vi også parat til at fortsætte indsatsen med de kapaciteter, koalitionen skønner, er vores bedste bidrag, siger Morten Østergaard om den USA-ledede koalitions bombardementer i Irak og Syrien.

Fredag mødes Folketingets Udenrigspolitiske Nævn for at drøfte udsendelsen af danske fly og specialstyrker.

Ifølge TV2 News tyder det på, at der er et politisk flertal for at bidrage til kampen mod den militante bevægelse.

Dansk Folkeparti har meldt sig positiv overfor at sætte ind mod Islamisk Stat i Syrien.

Danmark har tidligere haft fly indsat i Irak for at bekæmpe bevægelsen, men endnu ikke i Syrien, hvor der endnu ikke er afklaring om det folkeretlige mandat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.