De Konservative kræver indgreb mod plastikforurening
Plastik bør begrænses i bildæk og emballage for at sænke forurening, mener miljøordfører Mette Abildgaard (K).
Der er plast i masser af kasserede fjernsyn og anden forbrugerelektronik på Amager Ressource Center.
Der er plast i masser af kasserede fjernsyn og anden forbrugerelektronik på Amager Ressource Center. Foto: Finn Frandsen/Polfoto


Mikropartikler af plastik breder sig både i danske farvande og de store oceaner.

Derfor bør vi i Danmark både begrænse plastik i emballage og produkter som bildæk, der udleder mange partikler, som ender i havet.

Det siger De Konservatives miljøordfører, Mette Abildgaard.

Organisationen Plastic Change har samlet vandprøver fra juni med et særligt overfladetrawl og påvist, at danske farvande rummer mange mikroskopiske plastikpartikler.

- Vi har store udfordringer med mikroplast. Både i Danmark, men i særdeleshed også i verdenshavene. Det er vi nødt til at tage alvorligt ved den måde, vi renser vort vand på og i produkter, der udleder mikroplast, siger Mette Abildgaard.

- Fremover må vi stille højere krav til producenterne.

Hun understreger, at danske vandværker laver forsøg med filtre, som fanger mere mikroplast. Desuden må vi begrænse mikroplast fra bildæk, som udgør en stor del af mikroplast i verdenshavene, siger Mette Abildgaard.

Spørgsmål: - Skal vi også begrænse plastemballage i supermarkedet?

- Vi forbrugere skal også selv tage et ansvar. Hvad mikroplast angår, er der mange danskere, som ikke aner, at det er i deres produkter. Matas har besluttet at udfase al mikroplast i deres produkter, siger Mette Abildgaard.

- Mange andre butikskæder er på vej til at gå samme vej.

Vandprøverne rummer op til 7000 plastikpartikler per kvadratkilometer. Værst var det i Øresund ved Skodsborg. Plastikforurening er større, end målinger viser. Forskernes "trawl" har kun fanget partikler over 0,335 millimeter, så tøjpartikler ikke er medregnet.

I Kattegat nord for Sjællands Odde, i Smålandshavet ved Knudshoved/Vordingborg og i Øresund ved Espergærde var der færrest plastikpartikler - under 1000 per kvadratkilometer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.