DE: Kemi-undersøgelse vildleder forældre
Forbrugerrådet Tænks undersøgelse om kemi i produkter til børn skræmmer unødigt, mener Dansk Erhverv.
Forbrugerrådet Tænk har undersøgt 327 produkter fordelt på 13 forskellige kategorier. 22 procent af produkterne gemte på farlige kemikalier.
Forbrugerrådet Tænk har undersøgt 327 produkter fordelt på 13 forskellige kategorier. 22 procent af produkterne gemte på farlige kemikalier. Foto: /free


Dansk Erhverv er stærkt kritisk over for en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk viser undersøgelsen, at der i hvert femte produkt til babyer og små børn findes stoffer, som mistænkes for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.

Forbrugerrådet Tænk har undersøgt 327 produkter fordelt på 13 forskellige kategorier. 22 procent af produkterne gemte på farlige kemikalier.

Men undersøgelsen er direkte vildledende og skræmmer forældrene unødigt, mener Dansk Erhverv.

- Undersøgelsen er baseret på test, der går helt tilbage til 2010, så mange af produkterne findes slet ikke længere på det danske marked, eller den problematiske kemi er fjernet, siger Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef, Dansk Erhverv.

- I undersøgelsen er der også data fra ni andre lande, det vil sige, at der indgår produkter, der måske aldrig har været på det danske marked.

Dansk Erhverv mener, at når man bygger information på testdata, der går tilbage til 2010, og som er indsamlet fra andre markeder end det danske, viser det ikke sandheden.

- Der er sket utrolig meget på området siden 2010. Dels er der kommet flere kemikalieregler, og dels er virksomhedernes bevidsthed og viden om problematisk kemi vokset eksplosivt, så meget er udfaset fra markedet, siger Jakob Lamm Zeuthen.

Med undersøgelsen fastholder Forbrugerrådet opfattelsen af, at det nærmet er livsfarligt at være forældre, mener Dansk Erhverv, der opfordrer forbrugerne til at kontakte Miljøstyrelsen for at få korrekt vejledning om problematisk kemi.

Den politiske debat om hormonforstyrrende stoffer kredser dog særligt om, hvorvidt Danmark skal afvente fælles EU-regler eller indføre et nationalt forbud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.