Foreløbige optællinger ved parlamentsvalget i Nicaragua giver præsident Daniel Ortega et solidt forspring til hans største rival til posten, Maximino Rodriguez.
Ortega har med 66,3 procent af stemmerne optalt fået 72,1 procents opbakning, mens den højreorienterede Rodriguez har fået 14,2 procent.
Det oplyser en talsmand fra valgkomiteen i landet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Vælgerne ser dermed ud til at belønne Ortega og hans venstreorienterede parti, Frente Sandinista de Liberación Nacional (FSLN), for at have ført Nicaragua ind i en stabil fase med økonomisk vækst.
Siden Ortega overtog præsidentposten igen i 2007, er Nicaraguas BNP ifølge tal fra Verdensbanken vokset med mere end 67 procent.
Præsidentens kritikere frygter, at Daniel Ortegas magt over domstolene, politiet og de væbnede styrker vil gøre ham til "evighedspræsident".
De vil heller ikke acceptere resultatet, lyder det.
- Vi anerkender ikke resultatet af denne farce, sagde Violeta Granera, leder af et af oppositionspartierne, ifølge Reuters forud for valget.
Daniel Ortega er dog ikke overraskende af en anden opfattelse.
- Dette er en stemme for fred, for sikkerhed til Nicaraguas folk, sagde han efter at have stemt.
I 2014 ændrede Ortega Nicaraguas forfatning og ophævede paragraffen, som begrænser en præsidents mandatperioder.
Den tidligere forfatning fra 1995 begrænsede præsidentens mandatperioder til to, og de måtte ikke være i forlængelse af hinanden.
Med den forventede sejr kan Ortega sætte sig på posten for tredje gang i træk.
Hans hustru, Rosario Murillo, ventes at blive udnævnt som vicepræsident.
I løbet af de seneste ti år er Ortegas popularitet vokset enormt, og hans skifte fra marxistisk guerilla til forretningsmand er blevet belønnet af vælgerne.
Ortega blev valgt som præsident for en fem års periode første gang i 1985. Han blev valgt på ny fra 2007 og med den højeste domstols tilladelse igen i 2011.
/ritzau/