Kig dig godt omkring i rummet, hvor du sidder, for der er en stor sandsynlighed for, at ham ved siden af dig snart skal skilles, eller at chefen ender med det, eller at du faktisk selv har et ægteskab, som ikke holder på den lange bane.
Danmark nærmere sig en skilsmisseprocent på 50 procent, og det er rekordhøjt, skriver BT.
Men hvorfor er det sådan? Hvad er gået galt? Det har ugebladet ALT for damerne kigget nærmere på, og de er sammen med eksperter kommet frem til de fem mest farefulde fælder, et ægtepar kan falde i.
1. I taler ikke sammen
- Jeres kommunikation er gledet ud, eller også kommer I op at skændes hver gang, I taler sammen. Det gør, at I ikke længere kan se, hvad I har tilfælles, og ikke mindst skaber det en masse uro i hverdagen, som kan være svært at være i, siger skilsmissecoach Mette H. Hinnerskov.
I bebrejder hinanden hele tiden, lytter ikke, er optaget af jer selv og ser ikke de signaler, jeres partner sender ud. Sker det, er I havnet i en fælde, som nemt fører til skilsmisse.
2. Opvasken spiller en rolle
Er begge parter på arbejdsmarkedet, bør der være en udtalt fordeling af opgaver i hjemmet, ellers går det galt.
Det ender gerne med, at det er kvinden som farer rundt og ordner, og det slider altså på forholdet, fortæller etnolog og ekspert i moderne parforhold, Sarah Holst Kjær.
Husk derfor at aftale opgavefordelingerne i hjemmet, og vær bevidst om, at der i et parforhold skal bringes visse ofre.
3. Angst for utroskab
Mistillid i forholdet og angsten for, at ens ægtefælde skal finde en anden, er med til at køre visse ægteskaber ud over skrænten.
Brug i stedet tiden på at være der for hinanden, hav sex og forsøg at redde forholdet, i stedet for at investere tid i en hemmelig flirt.
4. For lidt sex
Et sløjt sexliv kan også skabe grobund for en skilsmisse, siger skilsmissecoach Mette H. Hinnerskov.
Måske er I for trætte, eller også har I for travlt til sex, men stopper I med at have det, kan det give mange sårede følelser og misforståelser.
Samtidig er I nødt til at rumme den grumme hverdag med de nedgangs-perioder, der følger med, siger par- og parterapeut Hanne A. Petersen:
- I forelskelsens rus troede du, at du havde fundet den perfekte partner, og så viser han sig at være et helt almindeligt menneske med alle mulige fejl og irriterende sider. Det skal du kunne rumme, for ellers føler du dig skuffet og 'snydt' og bliver vred på ham over, at han ikke er den, du troede.
5. I vokser hver jeres vej
En sidste stor grund til skilsmisse er, at jeres veje ganske enkelt skilles.
Jeres børn er måske blevet store, I har ikke længere noget at tale om, I drømmer om forskellig ting, eller har pludselig lyst til noget helt andet.