De borgerlige vil have flygtninge ned på SU-niveau
Venstre vil belønne de flygtninge, der viser vilje til integration, så de gradvist kan få en højere ydelse.
Integrationsordfører for Venstre, Martin Geertsen, vil bringe flere incitamenter ind i integrationspolitikken. Socialdemokraterne afviser tanken.
Integrationsordfører for Venstre, Martin Geertsen, vil bringe flere incitamenter ind i integrationspolitikken. Socialdemokraterne afviser tanken. Foto: Folketinget.dk/free


Hvis de borgerlige partier, som meningsmålingerne tyder på, får regeringsmagten efter næste valg, skal flygtninge regne med at få en markant lavere ydelse end i dag. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

Venstre får fuld opbakning i blå blok til den del af et nyt integrationsudspil, hvor partiet foreslår, at flygtninge og familiesammenførte skal ned på SU-niveau, som er på knap 5900 kroner om måneden.

Til sammenligning får de i dag kontanthjælp, som for en enlig er på cirka 10.700 kroner. Samtidig vil Venstre belønne de flygtninge, der viser vilje til integration, så de gradvist kan gøre sig fortjent til en højere ydelse.

Resten skal på ubestemt tid på den nye, lave integrationsydelse.

Integrationsordfører Martin Geertsen (V) siger:

- Vi vil gerne bringe flere incitamenter ind i integrationspolitikken.

- Derfor skal indvandrere starte på en lavere offentlig forsørgelse, men have mulighed for at komme højere op, hvis de lader sig integrere ved at bestå et danskkursus, arbejde i seks måneder, deltage i foreningslivet og bestå en moderne form for integrationsprøve, siger han.

Socialdemokraternes integrationsordfører, Mette Reissmann, afviser tanken om at genindføre de såkaldte fattigdomsydelser, som den nuværende regering afskaffede.

Formanden for De Danske Sprogskoler, Poul Neergaard, vurderer, at de strammere krav vil holde mange flygtninge på den lave ydelse i mange år, blandt andet fordi en del af dem kommer fra krigsområder og er traumatiserede.

Venstre vil undersøge, om den lave ydelse også kan gives til personer, der allerede er i landet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.