De borgerlige partier vil stemme for eget budgetforslag
Forhandlingerne om en budgetaftale i Sverige spidser til. Blå blok vil stemme for deres eget forslag.


Lederne af de borgerlige partier i Sverige fastholder, at de vil stemme for deres eget forslag til et statsbudget for næste år.

Det sker efter et krisemøde med den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven.

Tidligere tirsdag sagde det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, at de også vil stemme for det borgerlige budgetforslag. Og dermed risikerer den svenske regering af komme i mindretal.

Som yderste konsekvens kan det betyde, at regeringen må gå af.

Lars Hovbakke Sørensen, der er ekstern lektor fra Københavns Universitet og ekspert i nordiske forhold, forklarer, at man under normale omstændigheder først stemmer om oppositionens budgetforslag - og derefter regeringens.

- Derfor vil Löfven trække regeringens forslag tilbage, inden der stemmes i Riksdagen. Han skal have en tredjedel af stemmerne i Riksdagen for at gøre det. Når forslaget trækkes, er der ikke noget tilbage at stemme om, siger lektoren.

Da det kom frem, at regeringens budgetforslag står til at falde, indbød Löfven de fire borgerlige partier i Alliansen til forhandlinger om det kommende års finanslov.

- Men det bliver at trække pinen i langdrag, for det er meget vanskelige forhandlinger, han skal lave med de borgerlige partier. Og lykkes det ikke, vil regeringen gå af, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Den blå blok Alliansen består af Moderaterne, Centerpartiet, Folkpartiet og Kristdemokraterna.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.