De bliver ramt: Ny dagpengeaftale på plads
Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en ny aftale. Den vil medføre tre karensdage, mens ikke-forsørgende nyuddannede vil få en lavere sats end hidtil.
Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, og De Radikale er enige om en dagpengeaftale.
Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, og De Radikale er enige om en dagpengeaftale. Foto: Scanpix/arkiv


En lynaftale på dagpengeområdet er klar.

Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er enige om aftale om en ændring af dagpengesystemet.

Aftalen indebærer blandt andet, at det maksimale antal karensdage, hvor de ledige ikke modtager dagpenge, bliver mindre end de otte om året, som Dagpengekommissionen lagde op til.

I stedet bliver det de tre dage om året, som fagbevægelsens kommissionsmedlemmer anbefalede i en mindretalsudtalelse.

Karensdage er en væsentlig del af finansieringen af den systemomlægning, som kommissionen foreslår, og en sænkning af antallet kræver derfor, at regningen skal betales af andre.

Der sker blandt andet ved at sænke dimittendsatsen for nyuddannede fra 82 til 78 procent. Det bliver en særlig model, hvor satsen for ikkeforsørgende bliver sænket til 71,5, mens satsen for forsørgende hedder 82 procent.

Det vil betyde, at dimittender med børn vil få 14.693 kroner om måneden før skat, mens dimittender uden børn vil få 12.811 kroner om måneden. Altså en forskel på omkring 1880 kroner om måneden. Tilsvarende er den fulde dagpengesats op 17.918 kroner om måneden før skat.

Det vil betale en del af regningen, mens de sidste 300 millioner skal findes andetsteds, inden aftalen træder i kraft.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger om den nye aftale:

- Det glæder mig, at vi har kunnet indgå en bred aftale om et meget omdiskuteret emne. Aftalen sikrer, at det bliver mere attraktivt at tage et arbejde, og dermed har vi fået sat et vigtigt flueben og skabt ro om dagpengesystemet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.