DBU vil stoppe albanske fans med forkerte billetter
DBU advarer albanske fodboldfans om at de bliver stoppet, hvis de har billetter til dansk tilskuerafsnit.
Nicklas Bendtner og landsholdskammeraterne møder Albanien i EM-kvalifikationskampen 4. september i en udsolgt Parken.
Nicklas Bendtner og landsholdskammeraterne møder Albanien i EM-kvalifikationskampen 4. september i en udsolgt Parken. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/free


Dansk Boldspil-Union (DBU) frygter, at albanske tilskuere har købt billetter til danske tilskueres afsnit i Parken, når de to hold nationer mødes til EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Albanien i Parken den 4. september.

DBU advarer derfor albanske fans om, at de vil blive tilbageholdt ved indgangen, hvis deres billet ikke gælder til det afsnit, som i forvejen er sat af til udeholdets fans.

Det skriver DBU på sin hjemmeside.

- Nu skriver både danske og albanske medier, at flere tusinde albanere kan have købt billet til de afsnit, der ellers er forbeholdt danske fans. Det er i strid med reglerne om at adskille de to holds fans af sikkerhedsmæssige hensyn, siger Jakob Høyer, der er kommunikationschef i DBU.

DBU har tildelt albanerne 2150 billetter. Det er 300 mere end man har pligt til ifølge fodboldforbundet Uefas regler. Men har albanere købt billet til danske tilskuerafsnit, opfordrer DBU dem til at melde sig.

Gør de det, får de pengene får billetten tilbage. Bliver de tilbageholdt ved indgangen, er billetten tabt.

- Vi kan stå i den ærgerlige og beklagelige situation, hvor vi må afvise mange hundrede albanske fans ved indgangen, mens mange hundrede danske fans i dag er på venteliste til at købe billetter, siger Jakob Høyer.

DBU vil alliere sig med sikkerhedsvagter og politibetjente ved indgangene for at sikre, at de rigtige personer kommer ind på de rigtige pladser.

- Vi er bevidste om, at vi kan komme til at afvise herboende albanere, der bare vil have en god oplevelse til en landskamp mod Danmark - og det er beklageligt, men vi er nødt til at prioritere sikkerheden højest i en kamp som denne, siger kommunikationschefen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.