DBU skyder jagten på Morten Olsens afløser i gang
DBU har nedsat en arbejdsgruppe, der frem mod nytår skal finde fodboldlandsholdets fremtidige træner.
Morten Olsen skal senest afløses som landstræner til næste sommer.
Morten Olsen skal senest afløses som landstræner til næste sommer. Foto: POULSEN LARS/free


Dansk Boldspil-Union (DBU) har nu for alvor indledt jagten på Morten Olsens afløser som træner for fodboldlandsholdet.

DBU oplyser mandag, at forbundet har nedsat en arbejdsgruppe, der inden nytår skal præsentere DBU's bestyrelse for den mest egnede kandidat.

Den kommende landstræner skal have international erfaring og samtidig have skabt nævneværdige resultater med sine hold. Olsens afløser skal desuden have en tydelig spilfilosofi og tydelige lederegenskaber.

- Jobbet som landstræner er et af de mest eftertragtede - og et af de mest omdiskuterede - i dansk fodbold, siger direktør Claus Bretton-Meyer til DBU's hjemmeside.

- Alle med interesse for fodbold ha r en holdning til, hvem det skal være. Vi finder den bedste og har derfor præciseret en række kriterier, vedkommende skal opfylde.

- Næste skridt er at se på konkrete navne og muligheder, siger DBU-direktøren.

Claus Bretton-Meyer er selv en del af arbejdsgruppen, som desuden består af DBU's nye elitechef, Kim Hallberg, samt talentudviklingschef, Flemming Berg, og trænerudviklingschef, Peter Rudbæk.

Der vil både blive kigget i ind- og udland.

- Der er mange gode kandidater både i Danmark og internationalt. Vi ønsker at finde den rette, der fortsat kan udvikle landsholdet og bidrage til udviklingen af dansk fodbold bredere set, siger elitechef Kim Hallberg.

Et af kravene til den fremtidige landstræner er også, at han anerkender DBU's spillerudviklingsmodel "Den røde tråd".

Morten Olsens kontrakt udløber efter næste sommers EM-slutrunde i Frankrig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.