DBU præsenterer ny fodboldlandstræner torsdag
Morten Olsens afløser som landstræner præsenteres torsdag formiddag i Parken i København, oplyser DBU.
Alt tyder på, at den 62-årige nordmand Åge Hareide er manden, som overtager jobbet efter Morten Olsen.
Alt tyder på, at den 62-årige nordmand Åge Hareide er manden, som overtager jobbet efter Morten Olsen. Foto: Andreas Hillergren/AP


Dansk Boldspil-Union (DBU) meddeler torsdag morgen, at unionen vil præsentere en ny fodboldlandstræner i dag.

Der er indkaldt til et pressemøde torsdag formiddag klokken 11 i Parken i København.

- I inviteres hermed til pressemøde i Telia Parken i dag, torsdag 10. december, klokken 11 med overskriften: Præsentation af ny landstræner, lyder det fra DBU.

På pressemødet vil der ud over den nye landstræner også være mulighed for at tale med DBU's administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, DBU's talentudviklingschef, Flemming Berg samt chef for DBU's træneruddannelse, Peter Rudbæk.

DBU har lagt et billede ud på Twitter, hvor man kun kan se benene af en person i et par brune sko.

- Ham her er på vej til pressemøde i Parken, og han glæder sig, skriver DBU om manden på billedet.

Alt tyder på, at den 62-årige nordmand Åge Hareide bliver manden, som overtager jobbet efter Morten Olsen.

Åge Hareide er i lang tid blevet koblet sammen med jobbet, og han har selv bekræftet, at han var en af kandidaterne.

Nordmanden har for nylig sagt op som cheftræner i den svenske klub Malmö FF, som spillede sin sidste kamp i år tirsdag aften, hvor det blev til et ydmygende 0-8-nederlag ude til Real Madrid i Champions League.

Det er også blevet til flotte præstationer i Sverige. Åge Hareide har inden for de seneste to år ført Malmö FF til et svensk mesterskab og deltagelse i Champions League-gruppespillet to gange.

Tidligere i trænerkarrieren har Hareide også været med til at sikre Brøndby, Helsingborg og Rosenborg mesterskabet i henholdsvis Danmark, Sverige og Norge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.