DBU Pokalen genopliver gammelt københavneropgør
Den hæderkronede københavnerklub Frem får besøg af Brøndby i DBU Pokalens tredje runde.
Superligaens førerhold Brøndby skal møde Frem i tredje runde af DBU Pokalen.
Superligaens førerhold Brøndby skal møde Frem i tredje runde af DBU Pokalen. Foto: Lars Møller/Scanpix


Lodtrækningen til tredje runde af sæsonens pokalturnering i fodbold fik et lidt nostalgisk snit, da den hæderkronede klub Frem trak de københavnske kolleger fra Brøndby.

De to klubber blev parret blandt de 32 resterende hold i pokalturneringen, hvor top-fire fra sidste sæsons Alka Superliga trådte ind.

Dermed støder klubberne sammen i et opgør, som sjældent er set i nyere tid grundet Frems fravær fra toppen af dansk fodbold. I 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne mødtes holdene jævnligt i den bedste danske fodboldrække.

Frem har seks danske mesterskaber i pokalskabet, men det seneste blev hentet i 1944. Brøndby har hentet ti DM-titler - den seneste i 2005. Frem har dog ikke været i Superligaen siden 2004.

Brøndby fører også regnskabet i pokaltitler, hvor holdet i 2008 vandt sin sjette titel, mens Frem med pokaltriumfen i 1978 kom op på to titler.

Frem, der spiller sine hjemmekampe i Valby Idrætspark, har de seneste årtier fristet en tumultagtig tilværelse præget af økonomiske problemer og en masse op- og nedrykninger. Klubben gik konkurs i både 1993 og 2010.

Superligaklubberne kunne ikke trække hinanden i tredje runde.

Hele lodtrækningen artede sig således:

Jammerbugt - FC København
B93 - Esbjerg
Helsingør - Horsens
Vendsyssel - OB
Næstved - FC Nordsjælland
VSK Aarhus - AaB
Fremad Amager - FC Midtjylland
Frem - Brøndby
Skive - Silkeborg
HIK - Randers
Hvidovre - Sønderjyske
Kjellerup - Lyngby
HB Køge - Viborg
Holbæk - AGF
Marienlyst - AB
Roskilde - Fredericia

Kampene spilles mellem 25. og 27. oktober ifølge Dansk Boldspil-Unions (DBU) hjemmeside.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.