DBU og spillerne skal forhandle igen
DBU og Spillerforeningen har aftalt en række møder for at få løst konflikten om løn og vilkår på landsholdet.
- Vi har derfor lyttet til flere spilleres opfordring om at komme tilbage til forhandlingsbordet. Vi har aftalt en række møder med Spillerforeningen og håber på en snarlig løsning, siger Bretton-Meyer.
- Vi har derfor lyttet til flere spilleres opfordring om at komme tilbage til forhandlingsbordet. Vi har aftalt en række møder med Spillerforeningen og håber på en snarlig løsning, siger Bretton-Meyer. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har tirsdag genoptaget forhandlingerne om en landsholdsaftale.

DBU havde ellers forsøgt at få spillerne til at indgå en individuel aftale, blandt andet indeholdende en lønnedgang på 17 procent.

DBU havde sat en deadline midnat mellem mandag og tirsdag og truet spillerne med, at man ville være nødsaget til at se bort fra dem i det første halvår af 2015, hvis de ikke accepterede kravene.

William Kvist, Lars Jacobsen og flere andre landsholdsspillere er de seneste dage stået offentligt frem og har bedt DBU om at komme til forhandlingsbordet.

Det har ifølge DBU-direktør Claus Bretton-Meyer været udslagsgivende for de nye forhandlinger.

- Det er og bliver en beklagelig situation, når vi ikke har en landsholdsaftale.

- Vi har derfor lyttet til flere spilleres opfordring om at komme tilbage til forhandlingsbordet. Vi har aftalt en række møder med Spillerforeningen og håber på en snarlig løsning, siger Bretton-Meyer.

DBU ønsker ikke at oplyse hvor mange spillere, der før midnat havde accepteret en individuel aftale med DBU.

Hos Spillerforeningen melder man sig klar til at trække i arbejdstøjet for at indgå en ny aftale, der også gælder U21-landsholdet og kvindelandsholdet.

Mens A-landsholdet i første halvår af 2015 skal møde USA, Frankrig og Montenegro i venskabskampe samt spille en vigtig kamp mod Serbien i EM-kvalifikationen, så skal U21-landsholdet forberede sig til EM.

- Vi er glade for, at vi nu kan komme videre med forhandlingerne om nye kollektive landsholdsaftaler for både herre-A-landsholdet, kvinde-A-landsholdet og U21-landsholdet, siger Spillerforeningens formand Thomas Lindrup.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.