DBU forventede Platini-suspendering: Alt skal afdækkes
DBU-formand Jesper Møller mener, det er det eneste rigtige at suspendere både Sepp Blatter og Michel Platini.
DBU-formand Jesper Møller bakker op om suspenderingerne af Blatter og Platini.
DBU-formand Jesper Møller bakker op om suspenderingerne af Blatter og Platini. Foto: HANSEN MICHAEL/Polfoto


Nyheden om at præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, Sepp Blatter, og vicepræsident, Michel Platini, er suspenderet i 90 dage modtages med tilfredshed i Dansk Boldspil-Union (DBU).

- Intet kan længere overraske mig. Det kommer ikke som en overraskelse, at Sepp Blatter og Michel Platini er blevet suspenderet i Fifa ovenpå de afsløringer, der er kommet frem i den seneste uge.

- Jeg havde gættet, at suspenderingen ikke kun ville omfatte Blatter, men også Platini, siger formand for DBU, Jesper Møller.

Han henviser blandt andet til, at Sepp Blatter er under mistanke i en sag om to millioner schweizerfranc, cirka 13,7 millioner kroner, der i 2011 blev overført til Michel Platini, præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

- Vi har insisteret på, at der bliver ryddet op i Fifa, og derfor hilser jeg suspenderingerne velkomne. Alle uregelmæssigheder skal afdækkes, og jeg mener ikke, man kan sidde i sin funktion, mens man undersøges, siger Jesper Møller.

Han har tidligere erklæret sin støtte til Platini, der stiller op ved præsidentvalget i Fifa i februar næste år.

- Vi har bakket op om Platinis kandidatur som Fifa-præsident, men vi kan ikke holde hånden over nogen. Vi vil have alt afdækket.

- Betalingen mellem Blatter og Platini har fået os til at sige, "hvad sker der"? Timingen i at det sker i 2011, hvor Blatter havde brug for støtte til præsidentvalget, er meget mistænkelig, siger Jesper Møller.

Ifølge dr.dk uddyber han, at DBU, som det ser ud nu, ikke kan bakke op om Platini som kommende Fifa-præsident.

- Vi kan ikke stemme på en mand, der er suspenderet, siger Møller.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.