DBU-formand ser fremgang i Fifa-oprydning
Man skal stadigvæk være på vagt over for Fifa, men forbundet er i fremgang, siger DBU-formand Jesper Møller.
Dansk Boldspil-Unions formand, Jesper Møller, har de seneste to dage været til møder i Fifas hovedkvarter i Schweiz.
Dansk Boldspil-Unions formand, Jesper Møller, har de seneste to dage været til møder i Fifas hovedkvarter i Schweiz. Foto: Hansen Michael/Free


Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) er på vej mod bedre tider efter at have været plaget af adskillige korruptionssager det seneste halvandet år.

Det siger formanden i Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, der de seneste to dage har besøgt Fifas hovedkvarter i Zürich og ved den lejlighed har holdt møde med Fifas præsident, Gianni Infantino.

- Fifa har været igennem en lang række forandringer, og jeg kunne tydeligt mærke, at Fifa er på vej fremad.

- Der er en mere positiv stemning, og i takt med at reformerne rulles ud og implementeres, er jeg sikker på, at vi får et styrket Fifa at se i fremtiden, siger Jesper Møller til DBU's hjemmeside.

Han gør dog opmærksom på, at man fortsat holder nøje øje med handlingerne i Fifa.

- Der forestår stadig et stort og hårdt oprydningsarbejde, og der vil fortsat ske fejl i en så stor organisation.

- Derfor nævnte jeg på mødet, at vi fra dansk side vil italesætte fejl og udfordringer over for Fifa, når dette er påkrævet, siger Jesper Møller.

På mødet med Gianni Infantino diskuterede DBU-formanden også emner som breddefodbold, kvindefodbold, OL-fodbold og VM i Qatar om seks år.

Korruptionssagerne i Fifa har kostet flere fodboldbosser fængselsdomme og udelukkelse fra alle fodboldrelaterede aktiviteter. Tidligere Fifa-præsident Sepp Blatter er blandt dem, som er blevet dømt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.