DBU-formand: Ikke brug for boykot-snak
England lufter idéen om at droppe VM i 2018 i Rusland. Ifølge DBU er det alt for tidligt at overveje dette.
Jesper Møller mener, det er for tidligt at tale om boykot af VM i 2018.
Jesper Møller mener, det er for tidligt at tale om boykot af VM i 2018. Foto: HANSEN MICHAEL/Polfoto


Dansk Boldspil-Union (DBU) er imod engelske idéer om en boykot af VM-slutrunden i 2018, som afholdes i Rusland.

- Jeg synes, det er for tidligt at melde ordet boykot ud. Det bryder jeg mig principielt ikke om. England skal være opmærksom på, at når de nævner ordet boykot, så går Putin (Ruslands præsident Vladimir Putin, red.) omgående på banen, siger Jesper Møller.

Ifølge Jesper Møller vil det blot få den russiske præsident til at snakke om en konspiration mod Rusland i forbindelse med hele VM-arrangementet i 2018, som England også bød ind på at afholde.

Det vil blive fremlagt som, at hele den aktuelle korruptionsskandale i Fifa skyldes, at USA og andre vil fratage russerne VM-slutrunden, vurderer Jesper Møller.

Idéen om simpelthen at melde fra til VM-slutrunden i 2018 er kommet fra formanden for det engelske fodboldforbund (FA), Greg Dyke, der fredag luftede muligheden i et interview med BBC.

- Hvis hele det europæiske fodboldforbund (Uefa) melder dette ud, og alle lande er villige til at gøre det, så mener jeg, det er en god idé, lød det fra Greg Dyke.

- Der er ingen pointe i, at ét eller to lande gør det alene, for så fortsætter turneringen bare uden dem, og det vil være ganske unfair over for fansene.

- Men hvis Uefa som en samlet gruppe siger, at med mindre, vi får løst alle de her problemer, så deltager vi ikke i VM-slutrunden, så ville vi støtte det, sagde Dyke.

DBU-formanden vil hellere tage tingene i rette rækkefølge og i første omgang arbejde for at få Sepp Blatter væk fra posten som Fifa-præsident, og han bakker derfor ikke op om Greg Dykes udtalelser.

- Det giver et modpres, vi ikke har brug for nu. Jeg synes, vi skal arbejde på at få valgt prins Ali. Hvis det ikke lykkes, så må vi næste lørdag i forbindelse med Champions League-finalen snakke om en Plan B, siger Jesper Møller.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.