DBU får populær butik som ny partner
Efter Carlsberg og Adidas har Dansk Boldspil-Union sikret sig en populær butikskæde som partner.
Kunderne hos DBU's nye partner er vilde med fodbold, og derfor giver partnerskabet rigtig god mening.
Kunderne hos DBU's nye partner er vilde med fodbold, og derfor giver partnerskabet rigtig god mening. Foto: VIRGINIA MAYO/AP


Dansk Boldspil-Union (DBU) har fundet den tredje sponsor til fodboldunionens sponsorstrategi.

Butikskæden Sportmaster bliver DBU's tredje partner, efter at unionen tidligere har indgået aftaler med Adidas og Carlsberg.

- Valget af DBU var oplagt. Sportmaster er en landsdækkende kæde med mere end 100 butikker, og DBU appellerer til hele Danmark, siger Jens Høgsted, administrerende direktør i Sportmaster, i en pressemeddelelse.

- Vi ved, at vores kunder er vilde med fodbold, og derfor giver det rigtig god mening, at partnerskabet er koncentreret omkring både bredde- og landsholdsfodbold, siger han.

Aftalen gælder til og med 2016.

DBU A/S's administrerende direktør, Katja Moesgaard, glæder sig over, at det er lykkedes at nå til enighed.

- Vi har haft en rigtig god og udviklende dialog, og det er meget interessant for os at blive en del af Sportmasters ambitioner om at udvikle fodboldkategorien yderligere, både i butikkerne og online.

- Vi tror på, at vi er et perfekt match for hinanden, og at Sportmaster vil løfte DBU"s målsætninger om at være endnu mere relevante over for vores målgrupper, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.