DBU er villig til midlertidig aftale
DBU er klar til at forlænge den tidligere aftale for en periode, men Spillerforeningen afviser, siger DBU.
Spillerforeningen ønsker dog ikke nogen midlertidig aftale.
Spillerforeningen ønsker dog ikke nogen midlertidig aftale. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Landstræner Morten Olsen og U21-landsholdstræner Jess Thorup skal ikke tage hensyn til den verserende fodboldkonflikt, når de tirsdag udtager deres respektive landshold.

Det er selv om, der ingen landsholdsaftale er kommet i stand trods forhandlingerne mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen. Parterne er langt fra hinanden økonomisk.

- De skal udtage de bedste spillere uanfægtet alt det her, og så må vi håbe, at Spillerforeningen kommer på bedre tanker de næste par dage, eller at spillerne vil stille op på de vilkår, som vi tilbyder.

- Det er alt, vi kan gøre. Vi vil spille de landskampe, og vi vil stille det stærkeste landshold, siger kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer.

Spørgsmål: Er det en mulighed at gøre det på de tidligere præmisser, eller skal det være på de nye præmisser, I opstiller?

- Vores udgangspunkt er, at det er på de præmisser, vi opstiller, men det kan også bero på en forhandling. Vi har tidligere tilbudt over for Spillerforeningen, at vi kunne lave en midlertidig aftale for et halvt eller trekvart år, men det har Spillerforeningen ikke ønsket.

Spørgsmål: Kunne det være at køre videre på den tidligere aftale?

- Det kunne være at forlænge verden med brædder, som det hedder, at forlænge den tidligere aftale. Men det har Spillerforeningen afvist, siger Høyer.

Søndag brød forhandlingerne sammen, ifølge DBU fordi, at Spillerforeningen krævede en lønstigning for spillerne på landsholdet.

Ifølge DBU har Spillerforeningen ønsket en ny aftale, som hvis Danmark kvalificerer til slutrunder, vil betyde en samlet dyrere lønpakke på 17 procent.

DBU ønsker derimod en lønbesparelse på 17 procent.

Spillerforeningen har ifølge Lars Jacobsen opfordret til en mere resultatorienteret løsning, hvor spillerne accepterer at få mindre del i tilskuerindtægter og en lønnedgang i venskabs- og kvalifikationskampe, for i stedet at få bonus ved slutrundekvalifikation.

Det er uvist, om forhandlingerne bliver genoptaget mandag. Det kræver, at Spillerforeningen bløder op i sit krav, har DBU meddelt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.