DBU-chef: Spillerforeningen lyver
Ifølge DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, blev der forhandlet om kollektive aftaler ved onsdagens møde.
DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer (th), har svært ved at genkende det billede, som Spillerforeningen tegner af onsdagens forhandlinger.
DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer (th), har svært ved at genkende det billede, som Spillerforeningen tegner af onsdagens forhandlinger. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Dansk Boldspil-Union (DBU) er forundret over torsdagens pressemeddelelse fra Spillerforeningen i forbindelse med den verserende konflikt mellem parterne.

I pressemeddelelsen, der indeholder hård kritik fra landsholdsprofilerne Daniel Agger, Lars Jacobsen og William Kvist, hævdes det, at DBU slet ikke ville forhandle om de kollektive aftaler for landsholdsspillerne, da parterne genoptog forhandlingerne onsdag.

- Der er blevet forhandlet om kollektive aftaler i går, og vi havde aftalt, at forhandlingerne skulle fortsætte næste torsdag, siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.

Han fortæller, at parterne på onsdagens møde var blevet enige om at mødes næste gang torsdag den 12. marts og også fredag den 13. marts og mandag den 16. marts.

Møderne skulle sikre, at konflikten skulle være afsluttet, så landstræner Morten Olsen den 17. marts kunne udtage et hold til testkampene mod USA og Frankrig.

Jakob Høyer mener, at Spillerforeningen set med DBU's øjne fører en forhandlingstaktik, som kan skade landsholdet og dansk fodbold.

Han er hård i kritikken af Spillerforeningen, hvis chefforhandler er direktør Mads Øland.

- Vi oplever igen, at Spillerforeningen forvrænger informationerne, inden de bliver bragt videre til spillerne, siger Jakob Høyer.

Ingen spillere var til stede ved onsdagens møde, og det ærgrer DBU.

- Nogle af spillerne har fysisk svært ved at være der, og det har vi stor respekt for. Vi er indstillet på at holde møderne, hvor de end er bosat, om det så er i Frankrig.

- Vi kunne godt tænke os at mødes med de her spillere og tale direkte med dem, men det har Spillerforeningen forbudt os, siger Jakob Høyer.

I pressemeddelelsen fra Spillerforeningen er kritikken af DBU meget hård.

- Vi er skuffede over den måde, DBU har ageret på. Det er komplet uforståeligt, at de melder ud, at de ønsker at mødes efter William Kvist og Lars Jacobsens opfordringer på Facebook.

- Og så vil de alligevel ikke forhandle om kollektive aftaler, når det kommer til stykket, siger landsholdsanfører Daniel Agger i pressemeddelelsen.

DBU har stadig et håb om at finde en løsning.

Spørgsmål: Hvordan kommer I videre nu?

- Det må vi finde ud af. Vi har stadig et møde i kalenderen den 12. marts. Vi har ikke fået at vide fra Spillerforeningen, at de ikke ønsker at mødes med os, selvom det godt nok ser sådan ud i pressemeddelelsen.

- Som udgangspunkt regner vi med at have et møde torsdag den 12. marts. Dér håber vi på, at fokus er på at skabe en løsning, så landsholdet kan blive udtaget den 17. marts, så vi kan spille kampene mod USA og Frankrig, siger Jakob Høyer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.