Davis Cup-debutant skal slås for dansk overlevelse
Andreas Bjerrehus får debut på Danmarks Davis Cup-hold, der i weekenden spiller om overlevelse mod Sverige.
Kenneth Carlsen har udtaget Andreas Bjerrehus til at spille andensingle for Danmark.
Kenneth Carlsen har udtaget Andreas Bjerrehus til at spille andensingle for Danmark. Foto: arkivfoto/free


Noget af en ilddåb venter den 23-årige danske tennisspiller Andreas Bjerrehus i denne weekend.

Bjerrehus, der er collegespiller i USA på fjerde sæson, debuterer for Danmarks Davis Cup-landshold som andensingle i kampen mod Sverige, der gælder overlevelse i den næstbedste division, Europa/Afrika gruppe 1.

- Det bliver helt klart min største tennisoplevelse til dato. At repræsentere sit land er det ypperste inden for sport, synes jeg. Det bliver noget helt andet end at spille college-kamp, siger Andreas Bjerrehus.

Torsdagens lodtrækning formede sig sådan, at han spiller første kamp fredag mod Markus Eriksson, der rangerer som nummer 457 på verdensranglisten. Den figurerer danskeren ikke på.

Men han tror på sin chance og vil gøre sit til, at Danmark kan forblive i divisionen.

- Der vil være et pres, men det er en af grundene til, man dyrker sport. At mærke presset og komme ud med et godt resultat. Men jeg skal muligvis bruge et kvarter på at finde mig til rette inde på banen.

- Det er helt nyt for mig at skulle spille en kamp bedst af fem sæt, men jeg vil gå ind og nyde det. Jeg har talt med min college-træner og sportspsykolog, og det handler om at fokusere på egne kvaliteter. Det jeg selv kan kontrollere, siger Andreas Bjerrehus.

Han er kommet i spil til kampen, fordi Søren Hess-Olesen er skadet, og Mikael Torpegaard, der gjorde en fin figur i Davis Cup-kampen mod Rafael Nadal tidligere på efteråret, ikke kan få fri.

Den tidligere andensingle Martin Pedersen indstillede landsholdskarrieren forud for kampen mod Spanien.

- Det er altid ærgerligt med afbud, og som kaptajn vil man altid gerne have alle til rådighed, men det er facts, og jeg er videre, siger Danmarks holdkaptajn, Kenneth Carlsen.

- Andreas har gjort det godt på college, er god på hard court og er en god allroundspiller. Han har alt at vinde og intet at tabe.

Den danske førstesingle, Frederik Løchte Nielsen, burde stå med gode chancer for at vinde sine singler, mens lørdagens double tegner jævnbyrdig. Carlsen ser dog Sverige som favorit på papiret i kampen samlet.

- Som kaptajn fokuserer jeg på, at vi skal vinde i alt tre kampe, og det ligegyldigt hvilke tre. Vores styrke er, at vi kan løfte os som hold, siger Carlsen.

Det er ifølge kaptajnen grunden til, at Danmark overhovedet befinder sig i det næstbedste lag, selv om spillernes placeringer på verdensranglisten måske ikke burde række til det.

- Objektivt set burde vi slet ikke ligge her. Vi burde være glade for at være i 2. division, hvor flere lande på papiret er stærkere end os. Det er en cadeau til holdet, at vi har spillet os til at ligge her, og vi vil kæmpe for at blive her, siger Carlsen.

Antvorskovhallen i Slagelse lægger hal til weekendens opgør, der indledes med to singler fredag. Den første begynder klokken 16.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.