David Trads er journalist og forfatter.
Kan du se den her regering for dig:
Statsminister Mette Frederiksen. Finansminister Kristian Thulesen Dahl. Udenrigsminister Nicolai Wammen. Kulturminister Pia Kjærsgaard.
Altså en regering med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti! De røde og de sorte! De stuerene og de ikke-stuerene! De ansvarlige og de uansvarlige!
Jeg kan ikke…
Men:
En spritny meningsmåling i Altinget i denne uge gav tanken om en S-DF-regering luft under vingerne – for de to partier får her præcist flertal sammen. 48 mandater til S og 40 til DF. Samlet set 88. Læg dertil mindst et par nordatlantiske mandater, og flertallet er hjemme.
Matematisk er det altså muligt. I virkelighedens verden er det imidlertid svært at se for sig. Det er der mindst disse tre årsager til:
For det første – DF tør ikke!
Lige siden DF blev stiftet – tilbage i 1995 – har dets ledende figurer flirtet med at gå i regering. Først med de borgerlige. Dog aldrig lige nu, men engang om måske et til to valg. Siden med Socialdemokraterne. Dog ikke lige nu, men engang om måske et til to valg.
Al den bragesnak, som DF’s ledelse altid koketterer med, om, at partiet bestemt er parat og modent til at gå i regering, er, ja….netop bragesnak. Hverken Pia eller Tulle tør, når det kommer til stykket. De skyder det altid til 'om et til to valg.'
Men hvorfor tør de egentligt ikke?
Svaret er nemt: Med ansvar – rigtigt ansvar i regering – følger også modet til at turde træffe svære valg. At se længere end til næste valg, næste måling, næste tweet. Det mod har DF notorisk ikke.
For det andet – DF’s EU-modstand!
I de to årtier, som DF har eksisteret, har succesen været baseret på en simpel ligning:
Ud med de fremmede + Ud med EU = Flere penge til danskerne – især de syge og gamle.
S kan – måske levere på det første og det sidste, men ikke med det midterste.
S har dansk medlemskab af EU som en forudsætning for dansk vækst og fremgang. Ikke at S elsker EU hele året og hele dagen, men nok til, at partiet aldrig vil skabe tvivl om et dansk medlemskab af EU. Husk også det var Jens Otto Krag, der i 1972 fik os ind i samarbejdet.
Det er ganske enkelt ikke muligt at være med i en regering, hvis man grundlæggende er imod EU. Dertil fylder det nære samarbejde slet og ret alt, alt for meget. Det er som at være imod internettet.
S og DF er måske nok enige i kampen mod eksempelvis social dumping, men mens DF tror, at vejen til at løse det, går gennem et farvel til EU, tror S omvendt på, at det kun kan løses inden for det europæiske samarbejde. Det er en alvorlig knast.
For det tredje – DF er fortsat ikke-stuerent
Den dag i efteråret 1999, da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen stemplede DF med den berømte/berygtede replik om, at ’stuerene, det bliver I aldrig’, sagde han det, fordi Pia Kjærsgaard havde foreslået at genindføre arvesynden for tosprogede.
Med den slags politiske udspil – og DF har altid oceaner af samme type – ville Nyrup ikke samarbejde med dem. Det ville Mogens Lykketoft heller ikke. Helle Thorning-Schmidt var ofte lidt mere imødekommende, mens Mette Frederiksen tydeligvis er mere fristet.
Problemet er bare, at DF fortsat kommer med så voldsomme ytringer om muslimske medborgere, at det er svært at se, hvordan S og DF i praksis kunne samarbejde om udlændinge- og især integrationspolitik. Der er for langt fra Lykketoft til Henriksen!
Min konklusion:
Der er endog meget lange udsigter til en regering mellem S og DF. Et tættere samarbejde, derimod, det er straks nemmere at forestille sig.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.