DET ER – simpelthen – en sportslig og en ledelsesmæssig katastrofe, som udspiller sig i disse timer, hvor DBU-toppen er i færd med at smadre kvindelandsholdet.
Hvad i alverden sker der? Hvorfor kan fodboldbosserne – alle sammen mænd – dog ikke finde ud af behandle de kvindelige fodboldlandsholdsspillere på en ordentlig måde? Lige nu ser det ud til, at Danmarks kvinder mister retten til at spille kvalifikationskampe til VM.
Kunne nogen forestille sig, at DBU ville fumle så meget rundt i manegen op til herrelandsholdets afgørende play-off-kampe i november? Nej, selvfølgelig ikke. Her ville forbundet finde en løsning med Spillerforeningen, så vi kunne komme videre.
Men…der er så meget mændene i DBU-toppen ikke forstår!
De ser alt for snævert på økonomien i kvindefodbold nu og her. De siger, at de bruger flere penge på kvindelandsholdet, end de tjener på tilskuere og tv-aftaler. Det er givet rigtigt –men, for pokker, alle internationale erfaringer siger os jo, at det er nu chancen er for at søge succesen.
Tag bare et par nyheder fra internationalt kvindefodbold, som jeg har læst i de forløbne fra uger:
FOR DET FØRSTE – amerikansk kvindefodbold viser vejen:
I USA er kvindefodbold efter flere års aktive investeringer enormt populært - osse når det handler om sponsorer og tilskuere.
Portland Thorns - den klub, som Nadia Nadim, en af vores stjerner, hidtil har spillet i - har eksempelvis i denne sæson et gennemsnitligt tilskuertal på 17.653 tilskuere.
Det er flere tilskuere end 15 basketballhold, 13 ishockey-hold og ét baseballball - fra de mandlige top-ligaer i USA. Der er også flere end noget dansk herrehold i Superligaen!
Og, nej, Portland, er ikke New York med millioner af indbyggere. Den er nogenlunde på størrelse med Aarhus, hvis Superliga-hold, AGF, i øvrigt har 7.661 tilskuere i gennemsnit på hjemmebane.
Ifølge den amerikanske fodboldorganisation er nøglen til den succes, som Portland Thorns har sportsligt, tilskuermæssigt og økonomisk, at kvinde- og herrefodbold samarbejder. Det kræver en investering at skubbe kvindefodbolden i gang. Gør man det, lyder det, så er interessen der.
Da USA's kvindelandshold for nogle uger siden spillede hjemmekamp mod New Zealand i Cincinnati i Ohio, var der i øvrigt 30.596 tilskuere. Da Danmarks herrelandshold for nylig kvalificerede sig til play-off til VM, var der 36.084 tilskuere.
FOR DET ANDET – norsk fodboldforbund viser lederskab:
Norge, som traditionelt har været forrest i kvindefodbold, har forstået, hvilket potentiale, der er i kvindefodbold, og, ikke mindst, hvilke farer, der lurer, hvis man bliver ved med at behandle piger og kvinder nedladende.
Det norske fodboldforbund (det, der svarer til DBU) indgik for nylig en aftale med den norske Spillerforening, som stiler mod ligestilling mellem herre- og kvindelandsholdet. Den bonus, som spillerne frem over får for at kvalificere sig til slutrunder, er procentuelt den samme.
Det betyder en fordobling af kvindernes bonus – og, selv om procentandelen tages af et mindre beløb, da forbundet får flest penge fra UEFA og FIFA for herrerne, så vil kvinderne potentielt tjene mere end mændene, som sjældent kvalificerer sig. Spillerforeningen er glad:
”Vi ved alle sammen godt, at herrelandsholdet skaber størst indtjening, fordi der kommer flere til kampene, men vi har på det seneste oplevet, at interessen for kvindefodbold vokser,” siger Joachim Walltin fra Spillerforeningen.
DET TØR nok siges – for flere norske kvindelige stjerner er endog meget profilerede. Den største profil, Ada Hagerberg, som sidste år blev kåret som verdens bedste, skabte skub i forhandlingerne, da hun efter EM i sommer trak sig på grund af den dårlige behandling.
De mænd, der sidder i toppen af DBU, burde i den grad studere det potentiale, som erfaringerne fra USA og Norge giver. Der er masser af grunde til at tro, at den netto-udgift, som kvindelandsholdet i dag er for DBU, sagtens kan vendes:
Den enestående sportslige succes – EM-sølv i sommer for pokker! – kan veksles til flere tilskuere, flere sponsorer og flere penge i kassen. Læg dertil at alle de piger, der dyrker fodbold i dag, kan se, at de bliver taget lige så alvorligt som drengene. Kom dog i gang!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.