Åh, hvor er det altså ikke til at holde ud at se, når folk, som har deres på det tørre – LA’eren Joachim B. Olsen, rigmanden Lars Tvede og senest her i weekenden, Malene Lei Raben, en karriereadvokat, der som 48-årig har bevilget sig selv evig ferie – reelt pisser på de fattige:
Først Joachim B. Olsen, den liberalistiske angrebshund, i Jyllands-Posten:
”Det mest udslagsgivende i forhold til økonomisk ulighed er folks egne valg. For eksempel hvor meget de arbejder, og hvordan de bruger deres penge…Derfor er meget ulighed i Danmark selvforskyldt og ikke et problem. Nogle vælger at købe et hus, og det kan give en større formue på sigt. Andre investerer og køber aktier frem for at tage på ferie."
Olsen, som i parentes bemærket må være et af de mennesker i kongeriget. som har suget flest penge ud af de offentlige kasser som statsbetalt kuglestøder og nu folketingsmedlem, kan slet ikke se ’ulighed’ som et problem.
Tag den, fru kontanthjælpsmodtager eller hr. førtidspensionist. Al din ulykke skyldes, mener Olsen, dine egne dumme valg. Du skulle bare have købt nogle aktier, skulle du!
Dernæst Lars Tvede, multimillionæren i skattely Schweiz, som pralede på Facebook:
”Alle, jeg personligt kender, der er blevet rige, har knoklet røven ud af bukserne. I livet har de taget et skridt ad gangen, og de første skridt var ofte specielt sure og hårde. Og ligeledes har de taget risici. Og de har ikke følt sig for fine til at arbejde.”
Tvede, som har skrevet sit opslag under sin evige sommerferie i lystyacht i Middelhavet, forklarer, hvordan han knoklede som ung – budjobs, rengøring, mejeri, fabrik – og på den måde fik råd til at købe en ejendom i Spanien som 19-årige. Knokler man ikke, siger han, er man en taber.
Tag den du, der synes, at pengene har svært ved at strække sig til hele måneden. Du skulle for pokker have spekuleret i ejendomme, da du var helt ung!
Endelig Malene Lei Raben, juristen, som landede på forsiden af Politiken i weekenden:
”Penge bekymrer jeg mig overhovedet ikke om – for hvis jeg også skal bekymre mig om at tjene penge, kan jeg slet ikke koncentrere mig…Nu mangler jeg ikke noget og vil ikke arbejde for nogen.”
Juristen, som har været direktør i mange år, og som angiveligt er gift med en velhavende ægtefælle, fortæller i sit ’essay’, at hun nu står af ræset, da hun bevilger sig selv ’evig ferie’– for, forstår man, det fortjener hun efter have arbejdet og (chok!) betalt skat i mange år.
Rabens fortælling om sine mange job som barn og ung – barnepige, avisbud, kirkesanger, tjener med mere – får det til at lyde, som om hun er unik. Der er noget ’Fritz og Poul’ fra Rytteriet over hendes beretning fra livets solside.
Tag den du, som aldrig kan møde en time senere på dit arbejde uden at risikere en fyreseddel. Stå dog af ræset som 48-årig, for det fortjener du!
Den samlede fortælling fra de tre – Olsen, Tvede, Raben – er, at succesrige mennesker er blevet til netop succesrige mennesker, fordi de (modsat alle andre) har knoklet. Intet, absolut intet, andet betyder noget. Negativ social arv? Nej! Sygdom? Nej! Tilfældigheder? Nej!
Jeg kan næsten ikke holde ud at følge den arrogance, som rige mennesker her udstråler over for dem, der har det hårdt. Hvorfor dette fravær af empati? Hvorfor denne udstilling af manglende forståelse for andre? Hvorfor denne totale tro på ’du er din egen lykkes smed’?
Jeg er selv en af dem, der har klaret mig rigtigt godt – og jeg ved, at det i udstrakt grad skyldes, at jeg altid har haft stærke netværk i min familie og derudover, som har gjort livet lettere for mig. Men jeg kender selvsagt mange, som ikke har været så heldig:
For ikke så lang tid siden mødte jeg for eksempel en af mine barndomsvenner – en af dem, jeg voksede op sammen med, legede med, spillede fodbold med, gik i byen med, tog i biografen med.
Når ellers han havde råd. Eller tid.
Min ven – jeg holder hans navn anonymt her – boede i et meget lille hus på landet. Hans far var specialarbejder, sommetider i job, sommetider ikke. Hans mor var syg med dårlig ryg, gik ikke godt, men hun arbejdede alligevel som rengøringskone. De havde næsten ingen penge.
Derfor arbejdede min ven altid. Knoklede på gårde med at muge ud, hakke roer, læsse halm, malke køer, harve marker, samle sten, køre møg ud på markerne. Alt det arbejde gik ud over hans skolegang. Ringe karakterer. Han havde ikke noget overskud. Fik ingen uddannelse.
Fra han forlod Folkeskolen, har han haft fysisk arbejde hver eneste dag – benhårdt fysisk arbejde som ufaglært specialarbejdet. Gravet grøfter, lagt fortovsfliser, fyldt asfalt på vejene, svejset i timevis, båret tungt tømmer ind på byggepladser, altid den slags.
Ingen, jeg kender, har arbejdet hårdere end ham.
I dag er han førtidspensionist. Det blev han som 48-årig. Hans ryg kunne simpelthen ikke klare mere. Han er også på ’evig ferie’ – om jeg så må sige…Han har bare ikke råd til weekendture i Europas hovedstæder – eller for den sags skyld til en kop kaffe på en café. Økonomisk på røven.
Min ven er ramt af uligheden. Ikke fordi han ikke arbejdede. Han har fandme’ knoklet som en hest. Det var ikke selvvalgt, at han lod være med at investere i aktier eller købe en ejendom i udlandet eller tage et krævende chefjob. Hans situation, hans start var bare rå fra begyndelsen.
Jeg synes – ærligt talt – at de af os, som har vores på det tørre, har en pligt til at vise større forståelse for dem, der ikke er landet på den grønne gren. Vi skal i hvert fald ikke være så pokkers arrogante.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.