David Nielsen lokkede backprofil til Lyngby
Venstrebacken Michael Lumb fortæller, at træner David Nielsen var en stor årsag til skiftet til Lyngby.
Michael Lumb, da han stadig spillede for FC Vestsjælland (Claus Bonnerup/POLFOTO/arkiv)
Michael Lumb, da han stadig spillede for FC Vestsjælland (Claus Bonnerup/POLFOTO/arkiv) Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Fodboldspilleren Michael Lumb er fast besluttet på, at han sammen med sin nye klub, Lyngby, skal rykke op i Alka Superligaen efter den kommende sæson.

Den tidligere Zenit St. Petersborg-spiller skiftede tidligere på måneden til Lyngby, og især Lyngbys nye cheftræner, David Nielsen, var årsag til, at destinationen for Lumb blev Lyngby.

- David er en målrettet træner, der ved, hvad han vil. Det var på grund af David, at jeg skiftede til Lyngby, siger Michael Lumb.

- Vi har haft nogle fantastiske snakke, der fik mig overbevist om, at Lyngby er det rigtige sted for mig, siger Michael Lumb, der glæder sig over en god start i klubben.

- Alle har været supersøde og har taget rigtig godt imod mig. Det er alt fra lægerne og træneren til de andre spillere.

Første opgave for Lyngby i sæsonen bliver torsdag mod en anden oprykningsaspirant, når HB Køge kommer på besøg.

Grundet den nye superligastruktur skal der i denne sæson findes hele tre oprykkere.

- Mulighederne ser gode ud. Vi vil selvfølgelig altid gå efter førstepladsen, men med de spillere, der er blevet hentet ind, så skal vi i hvert fald rykke op. Det er der ingen tvivl om, fastslår han.

Michael Lumb har de seneste to sæsoner spillet for FC Vestsjælland i Superligaen.

Han fik sit gennembrud i AGF, hvorfra han blev solgt til den russiske storklub Zenit St. Petersborg.

Herfra blev han udlånt til både Feyenoord, AaB og Freiburg, før han skiftede permanent til VfL Bochum og siden røg til FC Vestsjælland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.