Datter fængslet og sigtet for drab på sin mor
Både en datter på 15 år og hendes ven på 28 år sigtes for at have dræbt en kvinde i Kvissel i Nordjylland.
En 40-årig kvinde blev fundet dræbt med flere knivstik i Kvissel i Nordjylland. Politiet har sigtet kvindens 15-årige datter og hendes 28-årige ven for drab.
En 40-årig kvinde blev fundet dræbt med flere knivstik i Kvissel i Nordjylland. Politiet har sigtet kvindens 15-årige datter og hendes 28-årige ven for drab. Foto: RENE SCHUTZE/POLFOTO


En pige på 15 år og hendes ven er blevet sigtet for i fællesskab at have dræbt pigens mor i Kvissel ved Frederikshavn.

Natten til fredag er de begge blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et langvarigt, lukket grundlovsforhør ved retten i Hjørring, oplyser Per Vagn Nielsen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ritzau.

Politiet sigter pigen og hendes 28-årige ven for at have knivdræbt pigens 40-årige mor, men de nægter sig skyldige.

Den 15-årige pige har kæret fængslingskendelsen til landsretten, oplyser vagtchefen.

Pigen fængsles i surrogat, hvilket betyder, at hun bliver anbragt på en lukket institution under fængslingen.

Forbrydelsen fandt sted sent onsdag aften i morens hjem. Det var angiveligt den 15-årige, der slog alarm om sin hårdt sårede mor lidt før midnat natten til torsdag.

Ved sekstiden om morgenen besluttede politiet at sigte pigen for drab. Men politiets undersøgelser fortsatte herefter.

- Intens efterforskning i løbet af dagen førte til anholdelsen af den 28-årige, sagde politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Nordjyllands Politi torsdag eftermiddag.

Kl. 16.15 torsdag blev den 28-årige mand, der er iraker med bopæl i Frederikshavn, anholdt. Det skete uden dramatik.

Den dræbte var mor til tre børn. Det viste sig umuligt for den tilkaldte ambulancelæge at redde hendes liv. Hun blev erklæret død cirka klokken halv et om natten.

På grund af sagen har kommunen tilkaldt psykologhjælp til elever og voksne på den 15-åriges skole, skriver nordjyske.dk.

Politiet ønsker torsdag ikke at frigive yderligere oplysninger om det formodede motiv til drabet.

De to sigtede er varetægtsfængslede frem til 6. november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.