Verdensmesteren Ma Long kan nu også kalde sig olympisk mester i bordtennis i herrernes singleturnering.
I finalen vandt Ma Long guld, da han slog sin kinesiske landsmand Zhang Jike med sætcifrene 14-12, 11-5, 11-4, 11-4.
Opgøret var mellem nummer et og nummer fire på verdensranglisten, og det kom fra start til udtryk med bordtennis i et meget højt tempo.
I første sæt var jævnbyrdigheden stor, og Zhang Jike havde muligheden for at vinde sættet, men missede to sætbolde.
Det virkede til at give Zhang Jike det afgørende knæk, at han ikke kunne udnytte en så god mulighed for at få momentum. De efterfølgende tre sæt var ren opvisning fra Ma Longs side. De tre sæt varede tilsammen blot 21 minutter.
På vej mod finalen besejrede Ma Long danskeren Jonathan Groth i turneringens tredje runde, den runde hvor verdensetteren trådte ind i turneringen.
Det gjorde han i overlegen stil. Groth fik blot 17 point i de fire korte sæt, som kampen varede.
Ma Long vandt i 2012 olympisk guld i holdkonkurrencen med Kina, men han er ikke tidligere strøget til tops i den olympiske singleturnering.
Bronzen gik til japaneren Jun Mizutani, som vandt 4-1 i sæt over det hviderussiske bordtennisikon Vladimir Samsonov.
/ritzau/