Et flertal af de danske vælgere ønsker en borgerlig regering efter næste valg. Vælgerne ønsker dog ikke Lars Løkke Rasmussen som den kommende statsminister.
Det viser en ny meningsmåling fra Megafon, skriver TV2.
Årsagen er en gennemgående skepsis mod Lars Løkke Rasmussen i de tre borgerlige partier, der sammen med Venstre ville skulle danne flertallet bag en borgerlig regering. Det vil sige Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative.
Mens 83 procent af Venstres egne vælgere foretrækker Lars Løkke Rasmussen som statsminister, er det nemlig kun lidt over halvdelen i de øvrige borgerlige partier, der ser ham som det bedste valg.
Hæfter sig ved fremgang
Også DR er klar med en ny meningsmåling. Denne viser, at selvom rød blok står til at tabe yderigere terræn til blå blok, så går Socialdemokraterne frem med godt to procentpoint.
Og den lille fremgang er det, partiets politiske ordfører Ole Hækkerup hæfter sig ved. Han tror da også på, at danskerne vil stemme mere rødt ved et valg, end målingen viser.
- Jeg så gerne, at det så meget bedre ud, både for blokken og for os selv, men så længe det går i den rigtige retning, er jeg tilfreds, siger Ole Hækkerup til DR.