Danskerne: Mere velfærd fremfor skattelettelser
Et flertal af danskerne mener, at det vil være bedst for Danmark, hvis der bruges flere penge på velfærd i stedet for at give skattelettelser, viser ny undersøgelse.
Især kvinderne mener, det er vigtigere at bruge penge på velfærd end skattelettelser, viser ny undersøgelse.
Især kvinderne mener, det er vigtigere at bruge penge på velfærd end skattelettelser, viser ny undersøgelse. Foto: Claus Fisker/Scanpix/Arkiv


Flertallet af danskerne mener, at Danmark er bedst tjent med mere velfærd fremfor skattelettelser.

Det viser en ny undersøgelse, som Wilke har lavet for Avisen.dk.

49,3 procent svarer, at det er bedst for Danmark, hvis der bliver brugt flere penge på bedre eller mere velfærd. 30,5 procent mener derimod, at det vil være bedst med lavere skat.

Resultatet peger dermed på, at flere bakker op om Helle Thorning-Schmidts (S) plan om øgede udgifter til velfærd end modkandidaten Lars Løkke Rasmussens (V) ønsker om skattelettelser og nulvækst i den offentlige sektor.

Men ifølge lektor ved statskundskab på Syddansk Universitet og valgforsker Christian Elmelund-Præstekær er det langt fra sikkert, at undersøgelsens resultatet vil afspejle sig i valgresultatet torsdag.

Blå blok vil jo også velfærd

- Helt generelt er der en stor opbakning til velfærd blandt vælgerne. Derfor handler valgkampen også meget om velfærd både i rød og blå blok. Selv Liberal Alliance taler jo om velfærd, siger Christian Elmelund-Præstekær.

Han fastslår, at selvom man synes, velfærd er vigtigt, så er det ikke ensbetydende med, at man stemmer udfra, hvilket parti der har velfærd højst på listen.

- Man kan ikke sige, at fordi flere danskere vil bruge penge på velfærd, så vil flere vælgere stemme på de røde partier, der vil bruge flest penge på velfærd. For de blå partier vil jo stadig gerne velfærd, selvom de også ønsker skattelettelser. Det er ikke enten-eller. Og så er der også emner som vækst og flygtninge, der spiller ind, forklarer Christian Elmelund-Præstekær.

Han understreger desuden, at danskerne vil tænke på, hvilken betydning valgresultatet vil have for deres privatøkonomi, når de står i stemmeboksen. Og her kan blå bloks skattelettelser vinde, selvom vælgeren grundlæggende mener, at velfærd er vigtigere, mener eksperten.

Flere kvinder end mænd peger på velfærd

Traditionen tro er der flere kvinder end mænd, der finder velfærd vigtigst.

55,4 procent af kvinderne prioriterer flere penge til velfærd, viser undersøgelsen fra Wilke, hvor 43,1 procent af mændene peger på velfærd, som det vigtigste.

Til gengæld vil 35,3 procent af mændene have lavere skat, mens det kun gør sig gældende for 25,8 procent af de kvindelige deltagere i undersøgelsen.

At kvinder vægter velfærd højere end mændene, er der ikke noget nyt i, og det er også noget, der afspejler deres politiske ståsted.

Kvinderne henter og bringer børnene

Kønsforsker fra Københavns Universitet Hilda Rømer Christensen fortæller således, at kvinderne i højere grad stemmer i retning af de bløde værdier end mændene.

- Det hænger sammen med, at kvinderne er tættere på velfærdsområderne. Der er flere kvinder, der arbejder i daginstitutioner, på skoler og i ældreområdet. Og privat er det tit og ofte kvinderne, der henter og bringer børnene, forklarer Hilda Rømer Christensen, der også kan fortælle, at det er kvinderne, der generelt har mere ansvar i hjemmet end mændene.

- Modsat er der flere mænd, der betaler topskat, fortæller Hilda Rømer Christensen.

Stadig ulighed

Ifølge forskeren har mønstret været det samme de sidste 20–30 år: Kvinderne er mere venstreorienterede med fokus på de bløde værdier, mens flere mænd er mere interesseret i vækst og økonomi.

Og selvom mænd i dag har fået mere ansvar i familien, og i højere grad hjælper til i hjemmet, så er der altså stadig en ulighed mellem kønnene, fortæller Hilda Rømer Christensen.

Fakta om undersøgelsen

I undersøgelsen blev der spurgt:

Der diskuteres i høj grad, om der skal bruges flere penge på velfærd eller om der skal gives skattelettelser. Hvad mener du er bedst for Danmark?

 

Der blev svaret:

Lavere skat: 30,5 %

Flere penge til bedre/mere velfærd: 49,3 %

Det skal køre som nu: 13,6 %

Ingen af delene: 8,0 %

 

Undersøgelsen er foretaget af analysebureauet Wilke for Avisen.dk.

Bygger på interviews med 1.025 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.