Danskerne: Løkkes bilagssager værre end løftebruds-kritik
For to ud af tre danskere har bilagssager betydning for vurderingen af Venstres formand, viser måling.
Lars Løkke Rasmussens (V) bilagssager fylder mere i danskernes bevidsthed end statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) påståede løftebrud. ArkivfotoLars Løkke Rasmussens (V) bilagssager fylder mere i danskernes bevidsthed end statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) påståede løftebrud. Arkivfoto
Lars Løkke Rasmussens (V) bilagssager fylder mere i danskernes bevidsthed end statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) påståede løftebrud. ArkivfotoLars Løkke Rasmussens (V) bilagssager fylder mere i danskernes bevidsthed end statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) påståede løftebrud. Arkivfoto Nils Meilvang/Scanpix


Bilagssagerne belaster Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, mere, end anklagerne om løftebrud belaster statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), når vælgerne skal vurdere de to statsministerkandidater.

Det viser en måling fra analyseinstituttet Wilke, som har spurgt vælgerne, om bilagssagerne og anklagerne om løftebrud har betydning for deres vurdering af Løkke og Thorning som statsministerkandidater, skriver Jyllands-Posten.

65,3 procent angiver, at bilagssagerne har betydning for vurderingen af Løkke. 39,7 procent har løftebrud med i deres vurdering af Thorning.

Tallene overrasker ikke Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at hele den mediemølle, vi var igennem sidste forår, har sat sig. Det er selvfølgelig en skam. Men jeg tror også, at tid spiller en rolle. Løftebruddene ligger trods alt længere tilbage, siger hun til Jyllands-Posten.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, mener også, at tiden er en væsentlig faktor.

- Jeg tror, at de fleste danskere har det sådan, at skræmmekampagnen om løftebrud er en sang, som de har hørt fra Venstre i lang tid. Det begynder at blive en lille smule latterligt, siger hun til avisen.

Målingen viser også, at danskerne ser Thorning som bedre end Løkke på områder som udlændingepolitik, velfærd og sundhed. Omvendt mener de adspurgte, at Venstre-formanden er bedst inden for økonomi og retspolitik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.