Danskerne lægger penge til side - og de har en plan
Langt de fleste danskere sparer op med en plan i baghovedet for, hvad pengene skal gå til. Og det motiverer.
Syv ud af 10,der sparer op, har planer for, hvad pengene skal bruges til - og det er markant flere end for fire år siden, hvor kun halvdelen sparede op med et bestemt mål for øje, viser en undersøgelse
Syv ud af 10,der sparer op, har planer for, hvad pengene skal bruges til - og det er markant flere end for fire år siden, hvor kun halvdelen sparede op med et bestemt mål for øje, viser en undersøgelse Foto: Colourbox/free


Forsøger du hver måned at lægge penge til side for at få råd til en ny bil, lidt ekstra til alderdommen eller drømmeferien? Så er du ikke alene, for omkring 2,9 millioner danskere ud af de 3,5 millioner mellem 18 og 65 år sparer op.

Syv ud af 10 har således planer for, hvad pengene skal bruges til - og det er markant flere end for fire år siden, hvor kun halvdelen sparede op med et bestemt mål for øje, viser en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Nordea. 1103 personer mellem 18 og 65 år har svaret på spørgsmål om opsparing.

- Det er en klar fordel at gøre sig selv klart, hvad man sparer op til, fordi det styrker ens motivation til at få sparet nok op og til at få nok ud af sin opsparing, siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonomi Nordea, om undersøgelsen.

Det er de 55 plus-årige, der er bedst til at have mål for sparepengene. Mere end otte af 10 ved, hvad de skal bruge pengene til. Mens de unge sparer op til bolig, lægger de ældre penge til side til alderdommen.

- Når vi fylder 40 år, drejer sparefokus 180 grader. Vi blænder op for det lange perspektiv, og så står der med ét "pension" på rigtig mange sparekroner. Tager man generationsbrillerne på, er det lige før man kan spørge folk om deres alder og så fortælle dem, hvad de sparer op til, siger forbrugerøkonomen.

Ferie har dog også høj prioritet, og den sparer mere end hver femte dansker op til. Det er dog især kvinder, unge, lavtlønnede og børnefamilier, der ligger over gennemsnittet, med mere end hver fjerde, som øremærker opsparingen til ferie.

Undersøgelsen viser regionale forskelle. 20 ud af 100 nordjyder er i gang med at spare op til større forbrugsgoder, mens det kun gælder 13 ud af 100 i region hovedstaden.

- Geografisk er midtjyderne bedst til at sætte planlægge deres opsparing med tre ud af fire, mens sjællænderne er dem, der med to ud af tre ligger lavest i disciplinen "målrettet" opsparing, skriver Ann Lehmann Erichsen om undersøgelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.