Danskerne hyldede regentpar i guldkaret
Både unge og ældre danskere stod klar til at få et kongeligt kig, da regentparret onsdag eftermiddag kørte i guldkaret gennem København.
Regentparret i deres guldkaret gennem København.
Regentparret i deres guldkaret gennem København. Foto: NIELS HOUGAARD/POLFOTO


- Giv vagt, siger en gardehusar, hvorefter der bliver talt til tre og en trompetfanfare går i gang og de mange hestehove begynder at støde mod brostenene.

Omkring 100-200 mennesker, både unge og ældre, stod onsdag klar på pladsen foran henholdsvis Christiansborg og Amalienborg for at få et glimt af dronning Margrethe og prins Henrik i deres fine guldkaret.

Traditionen tro bliver det danske regentpar nemlig hvert år eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteeskort fra Amalienborg til Christiansborg og tilbage igen, når de skal holde årets sidste nytårskur.

Men det er ikke bare kongehuset selv, der har sat et stort, fedt kryds i kalenderen denne dag.

Masser af danskere tropper nemlig hvert år frem på ruten med kameraer, flag og ikke mindst vinkeklare hænder.

Det gælder blandt andet for parret Bjarne og Janne Broberg, der altid tager deres børnebørn med ind og kigger på den flotte ekskorte.

- Vi tager også ind og vinker, når dronningen har fødselsdag, men denne tur er en tradition. Det er flot med guldkareten, de mange heste og at man kan se dronningen så tæt på, siger 69-årige Janne Broberg.

I år er det første gang deres yngste barnebarn, treårige Valdemar, er med. Det er nemlig vigtigt at føre traditionen videre.

- Jeg er glad for kongehuset, for de gør meget for Danmark, og jeg har det godt med at føre traditionen videre til Valdemar, så han kan mindes det, siger Janne Broberg, der lige skal nå at fotografere sit barnebarn sammen med en af de bjørneskindsklædte garder, inden turen går hjem igen.

Men det var ikke bare lille Valdemar, der havde sin kongelige debut onsdag eftermiddag.

Erin Gustafson er lige flyttet til Danmark fra Oregon i USA.

Da hun så, at regentparret skulle køre gennem byen, besluttede hun sig derfor for at tage sin otteårige datter Chapin Gustafson med ind til Amalienborg for at opleve lidt dansk kultur.

- Det er meget unormalt for os med en kongelig familie, men det er charmerende og en del af eventyret om Danmark, så det ville vi gerne opleve, siger Erin Gustafson.

Men det var bestemt ikke alle, der på forhånd havde tænkt, at dagen skulle få et kongeligt drys.

Masser af mennesker tog sig lige et uventet stop på gaden eller et kig ud ad vinduet, da guldkareten og den lange ekskorte af hesteridende gardehusarer og politi, kørte rundt ved Kongens Nytorv og ind ad Bredgade.

Det var også helt tilfældigt kæresteparret Louise Walther og Evert Janssen på 30 og 29 år havde hørt om begivenheden. Men at stoppet ikke var planlagt gjorde bestemt ikke oplevelsen dårligere.

- Jeg synes, regentparret har en god udstråling. Det er hyggeligt, at de kører gennem byen i deres guldkaret. Det er godt, at man holder fast i nogle traditioner. Det giver os som befolkning noget, vi kan identificere os med, siger Louise Walther.

Eftermiddagens nytårskur på Christiansborg var blandet andet for officerer fra Forsvaret samt Beredskabsstyrelsen.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.