Danskerne holder igen med at låne mere til forbrug
Selv om mange har fået flere penge mellem hænderne, har det ikke medført væsentlig stigning i forbrugslån.


Danskerne holder fortsat igen med forbrugsfesten, selv om de har fået flere penge at bruge af.

Det viser tal for den såkaldte forbrugerkredit, som Danmarks Statistik opgør hvert kvartal. Den omfatter købekort og forbrugslån med eller uden sikkerhed.

Tager man højde for, at der er skiftet lidt ud i de virksomheder, der er omfattet af statistikken, viser tallene for andet kvartal en svag stigning på 0,8 procent i forhold til første kvartal.

Dermed skylder danskerne knap 20 milliarder kroner væk, foruden det, de har lånt af banker og realkreditinstitutter.

Og selv om gælden er steget mere, end priserne er steget i samme periode, er stigningen meget begrænset.

- Det sætter en tyk streg under, at vi endnu ikke befinder os i noget, der kan kaldes for et forbrugsopsving.

- Normalt stiger forbrugerkreditten således i de gode tider, hvor privatforbruget er i kraftig vækst. Slet og ret fordi optimismen bliver smidt lidt over bord, og at det samtidigt er hurtigt og let, skriver Nykredits chefanalytiker Tore Stramer i en kommentar.

Selv om væksten herhjemme altså ikke ser ud til at få ret meget hjælp af forbrugerne, er der dog også en positiv side ved dagens tal.

De betyder nemlig, at danskerne ikke stifter gæld i blind optimistisk tro på bedre tider, og det kan være ganske klogt, mener Brian Herrup Friis-Rasmussen, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.

- Som regel er det fornuftigst at vente med at købe fjernsynet, drømmecyklen eller designer-tasken, til man har penge på kontoen.

- På den måde får man også mulighed for lige at give det en ekstra overvejelse, om det nye fjernsyn nu også er nødvendigt, skriver han i en kommentar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.