Danskerne googler om snapchat, sport og shawarma
Danskerne søger om alt fra kaffebarer til kendisser. Vi bruger nettet som et leksikon, lyder det fra Google.
Danskerne har i 2015 vist stor interesse for den transseksuelle tidligere OL-helt Bruce Jenners forvandling til kvinden Caitlyn.
Danskerne har i 2015 vist stor interesse for den transseksuelle tidligere OL-helt Bruce Jenners forvandling til kvinden Caitlyn. Foto: Evan Agostini/AP


Hvad har kalorieindholdet i en shawarma, astronauten Andreas Mogensen, den nye snapchat og den transseksuelle tidligere OL-stjerne Caitlyn Jenner til fælles?

Svar: Det brogede udbud af emner topper listen over de hurtigst voksende googlesøgninger blandt danskerne i 2015.

Det fremgår af en opgørelse, som Google har offentliggjort.

- Opgørelsen viser, hvilke søgninger og emner der trender hos danskerne lige nu, siger Casper Olsen, analytiker hos Google, til Ritzau.

- Folk bruger os i stigende grad som et leksikon.

Selv om den amerikanske erhvervsmand og håbefulde præsidentkandidat Donald Trump har trukket overskrifter verden over ved at lægge sig ud med alt fra kvinder og handicappede til muslimer, er det den tidligere OL-helt Bruce Jenners forvandling til kvinden Caitlyn, som danskerne har søgt oplysninger om.

Mens Caitlyn Jenner topper listen over søgninger på kendte fra udlandet, ligger Donald Trump "kun" på niendepladsen i den kategori.

Ifølge opgørelsen topper computerspillet Agar.io listen over de søgninger, der tegner sig for den største stigning i Danmark.

Danskerne har især også ønsket at vide mere om solformørkelse, Eurojackpot, cykelløbet Tour de France og folketingsvalget fra i sommer.

Ifølge Google er danskerne i det hele taget blevet flittige til at bruge mobiltelefonen, når vi søger informationer om alt fra den nærmeste kaffebar og indholdet af kalorier i bestemte fødevarer til oplysninger om en politikers ståsted.

Christine Sørensen, talsmand for Google, kalder opgørelsen over danskernes søgninger for "et kig ind i folkedybet".

Google har studeret søgninger fra danske IP-adresser for at kortlægge årets mest populære ord på søgetjenesten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.