Danskerne: Ekstreme flygtninge-holdninger fylder på sociale medier
Debatten om flygtninge på sociale medier bliver hurtigt følelsesladet, og folk med negative eller ekstreme holdninger springer hurtigst til tasterne, siger ekspert.
- Det er veldokumenteret i flere internationale undersøgelser, at debatter om flygtninge og indvandrere ofte bliver hadske og fjendtlige, siger studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst.
- Det er veldokumenteret i flere internationale undersøgelser, at debatter om flygtninge og indvandrere ofte bliver hadske og fjendtlige, siger studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst.


Flygtningedebatten på de sociale medier er “følelsesladet, konfrontatorisk og tjener kun til at grave grøfter.” Det mener lidt over halvdelen af danskerne, der i en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark erklærer sig ”helt enig” eller “delvist enig” i ovenstående.

Det skriver Ugebrevet A4.

- Det bliver følelsesladet, og folk med negative eller ekstreme holdninger springer hurtigst til tasterne. Dem, der har noget at brokke sig over, de skriver. Dem, der ikke har, er stille, siger Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor på Center for Magt, Medier og Kommunikation på RUC til Ugebrevet A4.

Han mener, at Danmarks debatklima i denne sammenhæng ligner andre landes.

- Det er veldokumenteret i flere internationale undersøgelser, at debatter om flygtninge og indvandrere ofte bliver hadske og fjendtlige, og det minder jo om noget af det, vi ser herhjemme, siger han.

Flygtninge er et sprængfarligt emne, fordi det er værdibaseret og stærkt kompliceret. Men det er de enkle - ofte forsimplede - opdateringer, der især får folk til at blive følelelsesladede. Det fastslår psykolog Anders Colding-Jørgensen, der rådgiver om, hvordan teknologien og sociale medier påvirker os.

- Vi ser en masse nødlidende mennesker, vi ser billeder, der rører os. Det giver os trang til at handle, til at skrive noget og dele nogle ting. Og om vi ser noget, der får os til at føle vrede og får os til at handle vredt, eller om vi ser noget, der fremmer positive følelser og får os til at handle godt, det er samme mekanisme, siger han til Ugebrevet A4.

Undersøgelsen dokumenterer dog også stor lyst til at diskutere emnet. For selvom danskerne måske nok synes, debatten graver grøfter, så erklærer et flertal sig samtidig “helt enig” eller “delvist enig” i, at debatten er vigtig og afspejler de forskellige syn, der er på flygtningeproblematikken.

Den polariserede debat på sociale medier fører ikke kun til shitstorms men også til positive dagsordener,  mener psykolog Anders Colding-Jørgensen.

- Jeg kan ikke komme i tanke om, at vi før har set det flytte så meget. Når der bliver lavet meningsmålinger nu, og folk bliver spurgt, om de vil hjælpe flygtninge, så er tallet jo eksploderet. Det er interessant, at se, hvordan der har været interesse for at skabe en anden og positiv diskurs. Det er blevet moderne at ville blande sig og tage godt imod de her mennesker, og det er det allermest spændende, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.