Danskerklub i Holland afsløret i matchfixing
Det Hollandske Fodboldforbund har afsløret, at en kamp mellem Utrecht og Willem II i 2009 var fixet.


Den bedste hollandske fodboldrække, Æresdivisionen, er ramt af en sag om matchfixing.

Ifølge Voetbal International har Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) offentliggjort, at man har fundet det bevist, at kampen mellem Utrecht og Willem II i 2009 var fixet.

Det er den tidligere Willem II-spiller Ibrahim Kargbo fra Sierra Leone, der angiveligt har fixet kampen i samarbejde med Wilson Raj Perumal, en matchfixer fra Singapore.

Kargbo har ifølge KNVB fået hjælp af holdkammerater til at fixe kampen, men forbundet ved ikke, hvem de medskyldige er.

Willem II, som har Lucas Andersen i truppen på en lejeaftale, har også været mistænkt for at være involveret i matchfixing i et par af de andre kampe i 2009, men her er der ikke fundet bevis for urent trav.

- Hollandsk fodbold har på det her område som et af de sidste lande i Europa mistet sin uskyldighed. Vi ved, at matchfixing ikke stopper ved landegrænser, og KNVB sagde for længe siden, at det kan komme ind i hollandsk fodbold. Men nu er det officielt etableret.

- Vi håber, at det vil gavne hollandsk fodbold, fordi det medvirker til at forstå, at der i Holland er brug for at bekæmpe denne her plage i fodboldverdenen, siger operationel KNVB-direktør Gijs de Jong ifølge Voetbal International.

Kargbo har tidligere været suspenderet efter matchfixinganklager, men den nu 33-årige spiller er fortsat aktiv for klubben Atlético CP i den næstbedste portugisiske række.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.