Danskeres arbejdstid er stadig blandt EU's højeste
Danmark er fortsat et af de EU-lande, der arbejder mest, selvom stigningen er lav.
Danskere arbejder i gennemsnit 0,2 år længere, end de gjorde for ti år siden. Det er den laveste udvikling blandt alle EU's medlemslade.
Danskere arbejder i gennemsnit 0,2 år længere, end de gjorde for ti år siden. Det er den laveste udvikling blandt alle EU's medlemslade. Foto: Lev Dolgachov/Free


De seneste ti år er der sket en udvikling hos EU-landene, når det kommer til, hvor længe vi bliver på arbejdsmarkedet.

Men i Danmark er udviklingen mindst.

I perioden mellem 2005 og 2015 er vi kun begyndt at arbejde 0,2 år længere i gennemsnit.

Det viser nye tal fra Eurostat, den europæiske statistikbank.

Det europæiske gennemsnit ligger på 1,9 års forlænget tid på arbejdsmarkedet de seneste ti år.

Malta tager førstepladsen, når det kommer til forlænget arbejdstid.

Malteserne arbejder i gennemsnit 5,1 år længere nu, end de gjorde i 2005.

Vil hæve pensionsalder

Venstre-regeringen har i sin 2025-plan lagt op til at hæve den danske pensionsalder fra 67 til 67,5 år fra 1. januar 2025.

Forhandlingerne om 2025-planen er dog indtil videre sat på pause.

Selv om udviklingen i dansk arbejdsliv har stået tæt på stille de seneste ti år, er vi dog stadig blandt de EU-lande, der arbejder mest.

Danskerne bruger i gennemsnit 39,2 år på arbejdsmarkedet. Det er kun overgået af Holland (39,9 år) og Sverige (41,2 år).

Det betyder, at en svensker i gennemsnit er ti år længere på arbejdsmarkedet end en italiener.

For i den anden ende af skalaen ligger Italien, hvor den gennemsnitlige tid på arbejdsmarkedet lander på 30,7 år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.