Danskere udmærker sig i nederlag for NHL-klubber
Både Nikolaj Ehlers og Frans Nielsen blev noteret for point i NHL, men det hjalp ikke deres klubber til sejr.


Flere af de danske spillere, der søndag aften var på isen i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, gjorde sig positivt bemærket.

Nikolaj Ehlers scorede således det eneste mål for sin klub, Winnipeg Jets, som på hjemmebane i Canada tabte 1-3 til Buffalo Sabres.

Ehlers var først over pucken, der sprang i spil igen efter at have ramt banden bag målet.

Også Frans Nielsen havde personlig succes, da han blev noteret for to assister for storklubben Detroit Red Wings, som dog på hjemmebane tabte 2-5 til Florida Panthers.

Den danske målvogter Frederik Andersen kom til gengæld ikke på isen for Toronto Maple Leafs. Afløserej Jhonas Enroth gjorde ikke den store forskel og blev skudt i sænk i 1-5-nederlaget ude mod New York Islanders.

Frederik Andersen har fået en dårlig start i målet for Toronto, efter at han er skiftet fra Anaheim Ducks, hvor han sidste sæson blev regnet som en af de bedste målvogtere i NHL.

Også Lars Ellers var i aktion søndag for sin klub, Washington Capitals. Han gjorde sig hverken bemærket med scoringer eller assister i kampen. Til gengæld vandt han og holdet med 2-1 ude over Calgary Flames.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.