Danskere: Stop strømmen af udenlandske arbejdere
Fire ud af ti danskere vil begrænse EU-borgeres ret til at arbejde i Danmark. Det handler om jobsikkerhed, lyder det.
Østarbejdere på blandt andet landets byggepladser har fået mange danskere til at ændre holdning til arbejdskraftens frie bevægelighed i EU.
Østarbejdere på blandt andet landets byggepladser har fået mange danskere til at ændre holdning til arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Foto: Colourbox/free


Mange danskere mener, at den frie bevægelighed i EU er blevet lige fri nok.

Det fremgår af EUvox2014 - en stor europæisk undersøgelse foretaget i forbindelse med valget til EU-Parlamentet i maj, skriver Ugebrevet A4.

I undersøgelsen, som over 150.000 danskere har deltaget i, giver 39 procent udtryk for, at de ønsker at begrænse EU-borgeres ret til at arbejde i Danmark. Altså noget, som går imod en af grundpillerne i EU-samarbejdet.

Direktør i Tænketanken Europa Bjarke Møller er forbløffet over resultatet.

- At det skulle gå hen og være 40 procent - det overrasker mig virkelig, siger Bjarke Møller til Ugebrevet A4.

De seneste år har arbejdskraftens frie bevægelighed presset den danske model på arbejdsmarkedet, systemet for velfærdsydelser og andre områder, skriver ugebrevet. Og det reagerer en stor gruppe af danskerne tilsyneladende nu på.

- Det er et fornuftsægteskab. De vil ikke have mere af det. Især når det bliver konkret med, at
østeuropæere kan komme her og tage dit arbejde, siger lektor og EU-forsker ved Aarhus Universitet Derek Beach.

49 procent af danskerne erklærer i samme undersøgelse sig helt eller delvist enige i, at indvandring af EU-borgere fra Østeuropa svækker den danske økonomi.

Undersøgelser viser ifølge ugebrevet, at det indre marked og østeuropæisk arbejdskraft overordnet set er en gevinst for dansk økonomi.

Det skyldes, at østeuropæerne trækker mindre på velfærdssystemet i forhold til, hvad de betaler gennem skatter og afgifter, hvis man undlader at regne østeuropæiske statsborgeres forbrug af den offentlige service med.

Derek Beach vurderer, at skeptikerne er folk, der typisk har korte uddannelser og lavere indkomster, og som sidder i job, hvor de mærker konkurrence fra andre EU-borgere.

- Hvis du er håndværker, og en polak kan lave det samme arbejde til de halve penge, så frygter du for dit levebrød, siger Derek Beach til ugebrevet.

For Gunde Odgaard, sekretariatschef i 3F's bygge, anlægs- og trækartel, er forklaringen simpel.

- Der er nogen her, der føler sig truet, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.